Om dette arrangement

Tid
9:00 - 18:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Tranen
Target
For voksne
Kunst

Udstilling på Tranen: Sofia Novikoff Unger

03.12.21 - 26.02.22
I vor hastigt foranderlige verden uddør stadig flere arter. Men enkelte stortrives. En af dem er ræven, som er et særlig tilpasningsdygtigt dyr.

Ræven er også udgangspunktet for Sofia Novikoff Ungers udstilling, der undersøger ræven i dens mange forskellige miljøer.

Centralt i udstillingen står et videoværk i grænselandet mellem animation og dokumentar, reportage og spekulation.

Fortællingen tager afsæt i 1960’ernes Sibirien, hvor videnskabsmanden Belyaev eksperimenterer med at DNA-redigere ræve som tamme husdyr.

Kunstneren undersøger, hvordan mennesket siden har søgt at styre rævens evolution – og spekulerer over, hvordan den kan ende med at blive herre over egen udvikling.

Om Tranen

Tranen er Gentofte Kommunes udstillingssted, der viser kunstneriske nybrud på den eksperimenterende samtidskunstscene.

Siden 1970 har Tranen været stedet, der præsenterer de besøgende for de nyeste talenter og tendenser i dansk og international kunst.

Tranen har udover væsentlige soloudstillinger med store danske kunstnere som Ursula Reuter Christiansen og Per Kirkeby også præsenteret nøglefigurer i det 20. århundredes kunsthistorie som Andy Warhol og Valie Export.

Med åbningen af Gentofte Hovedbibliotek i 1985 flyttede udstillingsstedet fra Tranegårdsvej over i Henning Larsens bygning på Ahlmanns Alle i Hellerup. Her er 110 m2 under ni runde ovenlys afsat til præsentationen af kunst, der er med til at profilere biblioteket som kulturhus.

På Tranen præsenteres dagsordenssættende kunst i lyset af større kulturelle strømninger.

Publikum tilbydes indgange til og udgange fra kunstens verden. Som noget nyt er alle udstillinger ledsaget af anbefalede bøger, der inspirerer kunstnerne i deres arbejde.

Læs mere om Tranen på tranen.nu

Tags