Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:30
Pris
Gratis
Target
For voksne
Litteratur

LIVESTREAM: Karl Ove Knausgård

01.11.22
Kom til en aften i Karl Ove Knausgårds navn. Vi starter med oplæg om forfatteren og afslutter med Karl Ove Knausgård i egen person livestreamet direkte fra Den Sorte Diamant, hvor han gæster International Forfatterscene.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er en af de største og mest skelsættende forfattere i nyere skandinavisk litteraturhistorie. Snart gæster han International Forfatterscene, i anledning af, at han modtager H.C. Andersens Litteraturpris. Samtidig er han aktuel med romanen Morgenstjernen (2020).

Karl Ove Knausgård

I 2021 er det 10 år siden Knausgård satte punktum for det monstrøse seksbindsværk Min kamp (2009-2011), der siden 1. binds udgivelse i 2009 har begejstret læsere, kritikere og litteraturforskere, og hans blanding af fiktion, essayistik og selvbiografi har udvidet rammerne for romangenren og gjort ham til en pioner indenfor den såkaldte autofiktion.

Med sine 3600 sider rangerer værket højt på listen over verdenslitteraturens længste værker, men på trods af længden er læsere over hele verden blevet hooked af Knausgårds bøger og de minutiøse iagttagelser af en hverdag og et liv, som man ikke skal være en norsk mand for at kunne spejle sig i. Dagbladet Information skrev i 2015:

Min Kamp-serien virker på samme måde på læsere, som cigaretter gør på teenagere: Det tager tid at vænne sig til smagen, men når man først er hooked, kan man ikke stoppe igen.” 

Aldrig mere forfatter

I slutningen af 6. bind af Min kamp skriver Knausgård, at han nu vil ”nyde - virkelig nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter”. Med punktummet for romanserien satte han også punktum for forfatterskabet - tilsyneladende! For til stor glæde for Knausgårds mange læsere fortsatte han med at skrive, og siden Min kamp er der udkommet en lind strøm af bøger fra hans hånd.

Karl Ove Knausgård besøgte første gang International Forfatterscene i 2009, da de første tre bind af Min kamp var udkommet på dansk. I 2019 var han atter på besøg - nu for at tale om Edvard Munch, som han kuraterede en udstilling om i Oslo i 2017, og som han har skrevet om i bogen Så megen længsel på så lille en flade (2018).

Når Knausgård i 2021 gæster Det Kgl. Bibliotek for tredje gang, er han aktuel med Morgenstjernen (2020), sin første roman siden Min kamp - hvor han nu har forladt autofiktionen til fordel for den fantastiske tradition. Alene dette vidner om et alsidigt forfatterskab og en alsidig forfatter, der ikke stagnerer, men bevæger sig i stadigt nye retninger og er i løbende udvikling.

Om Hans Christian Andersen Litteraturpris

Hans Christian Andersen Litteraturpris er en pris, der hylder H.C. Andersens indflydelse på forfattere i hele verden. Siden 2007 er store, internationale forfatternavne som J.K. Rowling, Salman Rushdie og Haruki Murakami blevet hædret – og i 2020 blev det Karl Ove Knausgårds tur. I motiveringen lød det blandt andet, at Knausgård tildeles prisen:

for sin intense fornyelse af feltet mellem roman og selvbiografi, et område som også H.C. Andersen i stor stil udforskede”.

Program

  • 19:00 - 20:00: Oplæg: Hvem er Karl Ove Knausgård
  • 20:00 - 21:30 Livestreaming: af samtalen med Karl Ove Knausgård direkte fra Dronningesalen i Den Sorte Diamant.

Praktisk information

  • Gratis.
  • Book billet her på siden.