Om dette arrangement

Tid
17:00 - 18:30
Pris
Gratis
Target
For voksne
Litteratur

Lorens Juul Madsen: Umberto Ecos første og sidste romaner

04.11.21
Oplev oversætter Lorens Juul Madsen fortælle om oversættelsen af Umberto Ecos to sidste romaner.

Forfatteren Umberto Eco markerede sig som en af sin generations skarpeste og samtidig mest alsidige intellektuelle. Han var semiotiker, ekspert i moderne massekommunikation og middelalderekspert, men også forlægger, forfatter og klummeskribent. Den brede offentlighed lærte ham at kende i forbindelse med hans litterære debut i 1980 med romanen Rosens navn, som er oversat til 47 sprog. 

Med afsæt i Ecos samlede virke fortæller Lorens Juul Madsen om Ecos første og sidste to romaner, Kirkegården i Prag (2010, dansk 2012) og Nr. 0 (2015) og om sit arbejde med at oversætte de to sidste. Fælles for bøgerne er den særlige Eco’ske humor og Lorens Juul Madsen taler blandt andet om glæden ved at oversætte Umberto Ecos solide sprog samt udfordringerne ved at oversætte de mange kulturelle referencer, som optræder i hans værker.

Lorens Juul Madsen er oversætter, underviser og foredragsholder.

Praktisk information

  • Gratis.
  • Book billet her på siden.

Tema: Fra reol til rum - følg samlingens usynlige tråde

Bibliotekets grundstamme er bogsamlingen, og den vil vi gerne have ud af reolen og gøre til en oplevelse. Derfor udfordrer vi bibliotekets traditionelle indretning og tankegang ved at åbne bøgerne og eksperimentere med opstillinger, der afslører de usynlige tråde, der er mellem materialerne.

Vi har indrettet et hjørne i biblioteket, hvor værkerne foldes ud og vidt forskellige emner kobles sammen. Du kan gå på opdagelse ved at følge de usynlige tråde og du kan selv sætte dit præg på, hvordan værket kan udfolde sig. 

Med udgangspunkt i romanen Rosens Navn af Umberto Eco kan du opleve film, foredrag og udstillinger på Dyssegård Bibliotek, som trækker tråde til både Eco og hans forfatterskab, kirkens kunst, lægeurter, krimigenren og meget andet. Du skal tilmelde dig arrangementerne enkeltvis.