Niels Skousen

Tre bud på Niels Skousen

Lørdag den 12. marts spiller Niels Skousen koncert på Gentofte Hovedbibliotek. Som opvarmning kommer der her 3 album-anbefalinger med sangskriveren.

Skousen/Ingemann "Herfra hvor vi står" (1971)

Når vi taler dansk musikhistorie, kommer vi ikke udenom Skousen og Ingemanns "Herfra hvor vi står". Den var med til at definere den danske hippiescene, og musikken giver en fællesskabsfølelse og lysten til at tage med på gåture, hvor ingen kender retningen.

Alle skæringer byder op til fællessang, hvad end det handler om "Isabel", "Herfra hvor vi står" eller "Knud Lavard". Et album som for nogle kan resultere i nostalgiske tårer, og som for de nyere generationer kan inspirere med sine billedrige tekster og psykedeliske klang.

Niels Skousen "Landet rundt Del. 1" (1980)

Vi skal næsten 10 år frem i tiden, og Niels Skousen var begyndt at arbejde inden for andre kunstarter som teater og film. Niels Skousen udtaler selv, at albummet skulle være en roman på vers. En sangcyklus som desværre aldrig blev færdiggjort, da han efter udgivelsen tog en pause fra studiet på 22 år..

Temaet er dog en selvstændig historie om selvrealisering, som handler om en mands rejse rundt i Danmark og hans brud med sin familie. Teksterne er mere samfundsrevsende end det tidligere materiale, og hans iagttagelser af provinsdanmark og samfundet generelt minder om det, vi hører fra hans kolleger i C.V. Jørgensen og Røde Mor.

Dog hviler der ofte en nærværende melankolsk klang i mange af sangene. Albummet mere helstøbt, sofistikeret og velproduceret i forhold til hans tidligere soloplader.

Niels Skousen: "Dobbeltsyn" (2002)

Niels Skousen og Nikolaj Nørlund mødte hinanden efter en hyldestkoncert for Bob Dylan, og det startede et musikalsk samarbejde og et uventet comeback med pladen "Dobbeltsyn". Samarbejdet har faktisk resulteret i en hel række af stærke albums, hvoraf det nyeste er pladen "Døgnet har 24 timer" fra 2019.

På "Dobbeltsyn" bliver der ærligt og rammende reflekteret over 68’er generationen, dens storhedstid, og sat i en nutidig kontekst. Samtidig indeholder den igen samfundsrevsende og tankevækkende oberservationer, som dem vi oplevede på "Landet rundt". Igen skal Nikolaj Nørlund nævnes, som skaber den varme og nærværende lyd, som passer perfekt til Skousens ligefremme sangskrivning. 

Køb billet til koncerten med Niels Skousen her

Materialer