Linn Ullmann og bogen Et velsignet barn
Foto: Kristin Svanæs-Sott

Biblioteket anbefaler: Bogen "Et velsignet barn"

Linn Ullmanns roman fra 2006 er et godt sted at tage hul på hendes forfatterskab. Det er en både smuk og grum fortælling om, hvordan barndommens fortielser kan sætte dybe spor ind i voksenlivet.

”Vinteren 2005 rejste Erika over til sin far, Isak Lövenstad. Rejsen tog tid, den blev længere, end hun havde regnet med, og selvom hun var fristet til at vende om og køre tilbage til Oslo, fortsatte hun som planlagt. Mobiltelefonen lå på sædet ved siden af hende, og hun kunne når som helst ringe til ham og sige, at det ikke blev til noget. At hun ikke kom alligevel. Det måtte blive en anden gang. Hun ville sige, at det var på grund af vejret, sneen som faldt tæt. En stor lettelse ville skylle gennem dem begge.”

Med disse linjer indleder Linn Ullmann romanen Et velsignet barn, som er en grusom og smuk roman, der med et ordløst raseri, men en ligeså ordløs kærlighed, fortæller om skyld og uskyldstab, forsoning og fortielse og en datters livslange længsel efter sin far.

Barndommens somre

Erikas 84-årige far Isak, der efter sin kones død bor alene i et hvidt kalkstenshus på den smukke og vejrbidte Hammarsö, har udover Erika fået døtrene Laura og Molly med forskellige kvinder.

I barndommen havde pigerne deres daglige liv hver for sig med deres respektive mødre, men i sommerferierne blev de samlet hos deres fjerne og temperamentsfulde far på Hammerö.

Under disse sommerophold indgik de tre piger i skiftende og uforudsigelige alliancer med andre børn – blandt andre den sære, faderløse dreng Ragnar, der altid løber og på forunderlig vis drages mod Isak.

Sommeren 1979 sker der noget skæbnesvangert, som ingen påtager sig skylden for, og der skal gå mere end 25 år, før søstrene vender tilbage til øen for at besøge deres gamle far.

Et velsignet barn er en god murbrækker til Linn Ullmanns fantastiske forfatterskab, for ligeså let den er at læse, ligeså svær er den at ryste af sig igen.

Linn Ullmann

Linn Ullmann

(f. 1966) er prisbelønnet norsk forfatter, litteraturkritiker og journalist. Hun debuterede i 1998 med romanen Før du sover, der allerede inden den norske udgivelse blev solgt til forlag i 15 lande.

Siden er fulgt de anmelderroste romaner Når jeg er hos dig, Nåde, Et velsignet barn, Det dyrebare og i 2016 De urolige, der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

I august 2022 var Linn Ullmann atter aktuel med Pige, 1983, der også var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.

Materialer