Det Åbne Værk

Skriv en note i margen og lad den gå videre sammen med bogen til næste læser. Så deler du din læseoplevelse og bliver en del af et læserfællesskab. Det er tanken i projektet Det Åbne Værk.

Det Åbne Værk: Mød forfatter Karen Fastrup

Karen Fastrup på Gentoftegade Bibliotek
Mød forfatter Karen Fastrup onsdag 5. februar kl. 16.50.18.30 som med udgangspunkt i sine læseres kommentater vil tale om "Hungerhjerte".
Læs mere om arrangementet her og tilmeld dig her.

Gentofte Bibliotekerne har allerede masser af fællesskaber omkring litteratur. Men et nyt projekt gør tingene på en ny måde: Her opfordrer vi læserne til at skrive i projektets bøger og lade kommentarer og indfald gå videre til næste låner.

Idéen med at skrive i bøgerne er at gøre det både sjovt og let at udtrykke sin læseoplevelse. Når tanker, spørgsmål og kommentarer skrives i bogen, opstår et væld af nye perspektiver og fortolkninger, som formidles direkte læser-til-læser. Det er helt op til én selv, hvad man skriver videre til den næste læser i rækken.

I Gentofte er det Gentoftegade Bibliotek, der er vært for projektet – og det er her, du finder projektets særudgaver. Til december indsamles alle bøgerne med kommentarer og bliver til en udstilling i begyndelsen af det nye år.

Hungerhjerte
Det er Karen Fastrups anmelderroste roman Hungerhjerte, som venter på læsere og kommentarer. Hungerhjerte er valgt, fordi dens sprog, længde og inddeling i afsnit indbyder læsere til at kommentere direkte i tekstens margin. Romanen er hurtigt læst, og det giver mulighed for flere udlån – og flere kommentarer i den begrænsede projektperiode. Samtidig indgår netop kommentarer i bøger i romanens fortælling.

Karen Fastrup deltager selv sidst i projektet ved et forfattermøde, når alle kommenterede udgaver er indsamlet.

Karen Fastrup siger i forbindelse med projektet:

- "Jeg voksede op blandt min fars mange bøger. Der var indstregninger og kommentarer i margin af de fleste. Efterhånden begyndte mine egne romaner også at stå i hans reoler, med indstregninger og kommentarer. En bog med kommentarer i margin vidner om en tænkende, nærværende læser, der åbner det lukkede værk med sine egne indfald og fortolkninger."



Projektet
Frederikshavn Bibliotek & Borgerservice, Gentofte Bibliotekerne, Svendborg Bibliotek, Lemvig Bibliotek og Guldborgsund-bibliotekerne er med i projektet, som er støttet at Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.