Lis Sørensen og Danni Travne

Lis Sørensen har lagt stemme til danskernes liv i fem årtier. Nu giver hun endelig og for første gang stemme til sin egen historie sammen med portrætjournalist, Danni Travn. Oplev dem begge på Biblioteksscenen kl. 15.15-16.

Jeg er kommet for at synge

Jeg er kommet for at synge er fortællingen om at finde sin vej som kunstner og kvinde. Fra den spæde begyndelse som sømandens datter i Brabrand over tiden med banebrydende Shit & Chanel til en vidtfavnende solokarriere, hvor hun har opnået stor succes, men også har måttet kæmpe for sin plads.

Bogens omdrejningspunkt er de sange, Lis har sunget livet igennem – såsom Stille før storm, Indtil dig igen, Verden er i farver og Mine øjne de skal se. Via dem søger hun ind i de epoker, hun har været en del af, og møder de mennesker, som har præget hende.

Hun fortæller om de vilde tider i Aarhus med alskens fristelser. Om det uforløste forhold til sin mor, der døde tidligt. Om et evigt forbillede i sin energiske far. Om en søn, der løfter hende mod nye horisonter. Om havet. Om himlen. Om stemmen. Om kærligheden. Og ikke mindst om jagten på sangene.

Bogen er skrevet sammen med portræt- og kulturjournalist, Danni Travn.

Oplev Lis Sørensen og Danni Travn på Biblioteksscenen kl. 15.15-16.

Lis Sørensen

Lis Sørensen (født 28. maj 1955 i Brabrand, Aarhus) er en dansk sangskriver, sanger og komponist. Hun er en af de mest anvendte sangerinder på den danske rockscene.

Hendes lyse, rene, og usentimentale stemme har gjort hende til en fin fortolker af rockballader og lyriske melodier. Hun har sunget sammen med utallige danske sangere og sangerinder samt bands, deltaget i musicals og har desuden udgivet flere albums under eget navn.

Generationer af danskere er vokset op med Lis Sørensens stemme og sange. Gennem fire årtier har hun præget dansk musik, og med over 100 optrædener om året er hun så aktiv som nogensinde.

Til koncerterne kan hun trække på et enestående bagkatalog af hits, som for længst er blevet folkeeje. Sange som Tæt på ækvator, Fuld af nattens stjerner, Mine øjne de skal se, Verden er i farver, Stille før storm og Forvandling er blevet en del af danskernes fælles lydspor, og hele tiden lægger Lis Sørensen nye sange til. Det seneste, På sådan en morgen fra 2013, har solgt til dobbelt platin.

1983: Himmelen ned på jorden,1985: Lis Sørensen, 1987: Sigøjnerblod, 1989: Hjerternes Sang, 1991: Vis dit ansigt, 1993: Under stjernerne et sted, 1995: Du ka’ få mig til alt, 1998: Kærtegn, 2000: Rose, 2003: Nærvær og Næsten, 2005: Con Amor, 2010: For Kærlighedens Skyld

Opsamling: 1996: Ind til dig igen – Sørensens bedste, 2007: De allerstørste sange, 2013: På sådan en morgen, Fire årtier med Lis Sørensen

Danni Travn

Danni Travn (f. 1981) er selvstændig portræt- og kulturjournalist uddannet fra Syddansk Universitet og Goldsmiths University of London. Har skrevet en stribe bøger om danske kulturpersonligheder – blandt andet anmelderroste bestsellere som Jesper Langbergs erindringsbog Ikke et sekund spildt, Bent Fabricius-Bjerre – en biografi samt Fra min faders skygge (2016) - en bog om Jesper Klein, skrevet i samarbejde med Sebastian Klein.

Materiale
Materiale