Børnevalg 2019

10.05.19
Berømte børnebogsfigurer er hoppet ud af børnebøgerne og stiller op til valg. Der er nemlig udskrevet børnevalg i Danmark!

Børnevalg er børnenes mulighed for at smage på, hvad demokrati og folkeafstemninger går ud på. De skal nemlig selv gå til valg på børnebiblioteket og vælge deres favoritkandidat fra kendte og populære børnebøger. 

Ved Børnevalget i 2017 vandt Villads fra Valby en overbevisende sejr med hele 4260 personlige stemmer og på valgsproget om ”Ja til slik”. Over 15.000 danske børn og biblioteker i 69 kommuner deltog i Børnevalget 2017.

Hvorfor Børnevalg?

Voksne, og i særdeleshed politikere, taler rigtig meget om børn og om forhold, der har betydning for børn. Men ofte bliver børnene ikke selv spurgt, og danske børn og unge engagerer sig generelt ikke særlig meget i den offentlige debat. ”Danske børn og unge mangler politisk selvtillid”, siger Michel Steen-Hansen, direktør for Danmarks Biblioteksforening, ”vi tror det er vigtigt at begynde tidligt med at give børnenes lyst til at deltage, og det er oplagt at bruge noget de kender og er trygge ved fra deres litterære univers.”

Danmarks Biblioteksforening står derfor bag Børnevalget 2019, som er et skridt på vejen til børnenes demokratiske dannelse. Et valg kan være ret diffust for førskole- og indskolingsbørn, men med Børnevalget bliver det gjort meget konkret. Børnene skal nemlig selv gå til valg og vælge, hvem der skal være årets vinder - Vildheks, Karmaboy, Børste, Sallys far m.fl. 

Børnene kan stemme på Gentoftes biblioteker fra den 13. maj frem til den 3. juni. Resultatet af Børnevalget 2019 blive annonceret kort tid efter Folketingsvalget den 5. juni.

Læs mere om børnevalget og se hvem børnene kan stemme på her.
 

 

Materialer