Efterårsferie på Gentofte Bibliotekerne

10.10.17
Efterårsferien er spækket med dyr, workshops, musik, teater og meget, meget mere. Læs her, hvad du kan opleve i uge 42 på Gentofte Bibliotekerne.

Er dine børn vilde med insekter eller æblemost? Eller brænder de for teater, film eller brætspil? Uge 42 på Gentofte Bibliotekerne er fyldt med aktiviteter, og der er helt sikkert også noget for din familie. 

Fårekyllinger og melorme 

Spiser man melorme på Mars? Fredag den 20. oktober kl. 13.00 kan I møde Christian Ohlendorff Knudsen, der er kandidat i Mars One-projektet, og som fortæller om, hvorfor melorme kan være gode at have med som madpakke på Mars. Der er selvfølgelig smagsprøver. Samme dag kl. 14.00 kan I komme tæt på levende fårekyllinger når Bugging Denmark besøger biblioteket. Prøv selv at lave lækre og nærende insektkugler. 

Insekt for en dag og metaformose musikforestilling

Tag med ned i græssets dyb med musikforestillingen Metamorfose tirsdag den 17. oktober kl. 11.00 og se, hvordan de små dyr forandrer sig. Onsdag den 18. oktober kl. 11.00 kan børn selv forvandle sig til et insekt sammen med kunstnerne Serine Sending Yde og Julie Dufour. 

Hunde og andre yndlingsdyr

I Papirsnedkeriet på Hovedbiblioteket torsdag den 19. oktober kl. 15.00, kan børn tegne deres yndlingsdyr, og er yndlingsdyret en hund, er der godt nyt. Mandag den 16. oktober kl. 14.30 handler det nemlig om hunde, her får børnene både historien om, hvordan hunden blev kæledyr og lov til at klappe én af slagsen. Fra mandag til torsdag kl. 10.00 i uge 42  er der film på plakaten i børnebiblioteket, og de handler alle om dyr. Der er mere film på programmet, når Gentoftegade Bibliotek arrangerer biograf for de yngste torsdag den 19. oktober kl. 10.00.

Teater om dyrene i Skovbrynet

Det handler også om dyr, når Teater Olsen kigger forbi Jægersborg Bibliotek med forestillingen "Sikken sæk" lørdag den 14. oktober kl. 10.00. Olsens Teater underholder de alleryngste med en glad historie, sang og en hyldest til skovbrynet og dets myldrende liv. Du kan også komme til dukketeater i Dyssegårdskirken, når Syddjurs Egnsteater fortæller den rørende historie om kæmpen der havde gemt sit hjerte på et hemmeligt sted og lagt en forbandelse over landet. Det er den søndag den 15. oktober kl. 15.00. 

Æblemost, brætspil og kreative værksteder 

Er I til kreative sysler, så er der lagt an til kreativt værksted hver dag i efterårsferien på Jægersborg Bibliotek. Og så hører æblepresning jo efterårsferien til, og I er velkomne til at lave most på jeres bibliotek bibliotek. Der er æblemosteri mandag den 16. oktober kl. 11 på Hovedbiblioteket, tirsdag den 17. oktober kl. 10.00 på Jægersborg Bibliotek og onsdag den 18. oktober på Gentoftegade Bibliotek. Vangede Bibliotek slår dørene op til en brætspilsfestival, der byder på populære brætspil for børn, unge, familier og brætspilsinteresserede. Biblioteket omdannes derfor til en spiloase med workshops og foredrag i tre dage fra tirsdag til og med torsdag.  

Læs mere om mange aktiviteter i efterårsferien og se, hvordan du tilmelder dig.