Gentofte Bogmesse

22.02.18
Årets bogmesse står i biografien, samtidshistorien og den stærke fortællings tegn lørdag d. 3. marts.

Velkommen til Gentofte Bogmesse. Igen i år kan du møde aktuelle og prisvindende forfattere på bibliotekets to scener, og i de mange forlagsstande kan du få seneste nyt og gode messetilbud. Gentoftes borgmester Hans Toft byder velkommen kl. 10 og bagefter åbner tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen forfatterprogrammet.  

Ritt, Uffe og et kig i krystalkuglen

Oplev Ritt Bjerregaard, der i andet bind af sine erindringer Valgt beskriver perioden fra hun første gang blev valgt til Folketinget i 1971 og frem til begyndelsen af 90'erne. Mød også Uffe Ellemann-Jensen, der i erindringsbogen Som blad i høst har taget tiden efter han stoppede i dansk politik i 2001 under kærlig behandling. 

For et fremtidsperspektiv kan du opleve Kaspar Colling Nielsen, der i romanen Det europæiske forår giver sit bud på Danmark og Europas nærmeste fremtid. 

Rystende romaner og sorgarbejde

Du kan også opleve Leonora Christina Skov og Sara Omar, der på hver deres måde skriver om at vokse op uden kærlighed og tryghed i romanerne Den, der lever stille og Dødevaskeren - to stærke og rystende fortællinger, der også handler om at bryde fri og skabe sit eget liv.

Mød også Anders Legarth Schmidt, der mistede sin seksårige datter og fandt en form for frihed i sorgen ved at løbe. Det skrev han om på bloggen Jeg løber, der nu er blevet til en bog.

Efterliv og et gotisk gys


Der ligger også et tab bag Harald Voetmanns nye bog Amduat. En iltmaskine. Da Voetmanns far døde i 2016 begyndte Voetmann at interessere sig for efterlivsforestillingerne i den egyptisk mytologi, og i Amduat. En iltmaskine følger vi både solgudens natlige rejse gennem dødsriget og en mand, som dør af en lungebetændelse på Holbæk Sygehus. 

Slottet findes i virkeligheden, men resten er heldigvis fiktion i Leif Davidsens gotiske gyser Ravnens rede, som han fortæller om på bogmessen. Følg med, når Davidsen fortæller om slottet på den forblæste ø ud for Bretagnes kyst.

Fra royal operachef og biografist til rockerborge

Mød tidligere operachef for Royal Opera House i London, Kasper Holten, der er aktuel med En lille bog om opera. Udover at være Holtens personlige fortælling om opera rummer den også en playliste med 43 indspilninger, som man kan gå på opdagelse i.

At musik også spiller en stor rolle i Kronprins Frederiks liv fremgår med al tydelighed af Jens Andersens biografi Under bjælken - et portræt af Kronprins Frederik. Ligesom Holtens bog om opera ledsages den også af en playliste, så udover at blive klogere på Kronprinsens liv i selskab med Jens Andersen, kan man også få et royalt soundtrack til sin egen borgerlige tilværelse. 

Fra samfundets absolutte top tager vi et dyk ned i de kriminelle afkroge. De to Cavlingpris-vindere Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen fortæller om deres dokumentariske beretning Bullshit - Fortællingen om en familie.

Sidste stop, alle stiger ud

Bogmessen rammer også tilværelsens trygge midte; hos en gymnasielærer med pendlerkort. Lyder det kedeligt? Det er det ikke, for det er heldigvis Tine Høeg der har skrevet ordene og romanen hedder Nye rejsende. Den blev belønnet med BogForums Debutantpris 2017 og er en af de mange gode grunde til at lægge ruten forbi Gentofte Bogmesse lørdag d. 3 marts. Der er fri entré.

Se hele programmet her.

 

Materialer