Kom med på en lytter

Vidste du, at bibliotekerne har et udvalg af forskellige lytteklubber, som du kan tilmelde dig helt gratis?

Hvis du er interesseret i at mødes med andre og lytte til, tale om og blive inspireret af musik, har Gentofte Bibliotekerne en række tilbud til dig.

På Gentofte Hovedbibliotek zoomer Klub Klassisk ind på de store komponister og værker, Beatklubben byder på det bedste fra rockens verden, mens jazzens historie og markante skikkelser er på tapetet hos Klub Jazz.

Folkeskolelærer Lars Malmstrøm interesserer sig meget for især jazz og klassisk musik, og kommer gerne til Hovedbibliotekets lytteklubarrangementer, når det passer ind i hverdagen.

”Klubberne fungerer, fordi det er vidende folk, der står for det. Og så er kl. 17 et rigtig godt tidspunkt: Så kommer man ud af vagten på jobbet til et godt fyraftensarrangement,” siger Lars Malmstrøm.

Fra jazzimprovisationer til klassiske mesterværker
Hvis du er interesseret i lidt af det hele, præsenterer Lytteklubben 16:50 et varieret program, der byder på forskellige genrer såvel som formater, lige fra ekspertforedrag om klassisk musik til live jazzkoncerter. Hos Lytteklubben 16:50, der har til huse på Gentoftegade Bibliotek, er engagementet i top, fortæller musikbibliotekar og musiker Per Marstal:

”Der er altid snak og spørgsmål – der sker altid et eller andet. Nogle foredrag lægger op til dialog, og man er altid sikret viden med lyd på,” siger Per Marstal.

Find lytteklubben, der passer til dine interesser og del dine musikoplevelser med andre.

Læs mere om lytteklubberne og find arrangementerne her.