Ny udstilling på Tranen: RE-ANIMATED

Tranens nye udstilling på Gentofte Hovedbibliotek er skabt af kunstner Jakob Kudsk Steensen og byder på en totaloplevelse af et virtual reality-værk, der både er sanseligt og en smule uhyggeligt.
I 1987 døde den sidste Kauaʻi ʻōʻō fugl. Dermed uddøde også arten.

I 2009 blev dens parringskald - optaget i 1975 og siden digitaliseret på et ornitologisk laboratorium i New York - uploadet til YouTube. Parringskaldet fra den nu uddøde Kauaʻi ʻōʻō, der ikke længere kunne finde mage, er siden blevet hørt af tusindvis af mennesker over en halv million gange.

En af dem er den danske kunstner Jakob Kudsk Steensen, født samme år fuglen uddøde. Hans største soloudstilling til dato, RE-ANIMATED, er et svar på kaldet. Udstillingen er en geniscenesættelse af sangen. Den er en storstilet genoplivning af fuglen. Og den er en rekonstruktion af dens habitat på øen Kauaʻi i den amerikanske stat Hawaii i ny forvrænget form.
 
Jakob Kudsk Steensen har de sidste par år været en markant aktør inden for virtual reality i grænselandet mellem kunst-, film- og græsrodsarbejde. Med sin udstilling på Tranen genfortolker han sit udgangspunkt, animation, som såkaldt re-animation, altså genoplivning og besjæling af dødt materiale.

RE-ANIMATED er en meditation i video og VR over vor paradoksale teknovidenskabelige udvikling. Menneskets stadig mere avancerede beherskelse af naturen har igangsat processer, som mennesket ikke kan beherske. En udvikling er påbegyndt, der både nærer frygten for stadig mere fatale naturkatastrofer og håb om genoplivelse og evigt liv.

Læs mere på Tranens hjemmeside her.

Udstillingen kører fra 9. november 2018 – 14. februar 2019.
 
Jakob Kudsk Steensen (1987, DK) har base i New York. Det seneste år har han bl.a. udstillet på Zabludowicz Collection 360 space i London og 5th Trondheim Biennale. I 2017 havde han en soloudstilling på Times Square Arts: BRIC i New York. Han er indstillet til den prestigiøse, internationale Future Generation Art Prize 2019, der vises på Venedig Biennalen i 2019.
Tags
Materialer