OPLEV - programmet

Nyt OPLEV-program ude nu

15.12.17
Nu løfter vi sløret for forårets mange arrangementer på Gentofte Bibliotekerne. Læs om dem alle i det nye OPLEV-program, frisk fra trykken.

Foråret på Gentofte Bibliotekerne bliver helt særligt. I maj kan biblioteket nemlig fejre 100 års fødselsdag, og du er selvfølgelig inviteret med. Året 2018 er også specielt, fordi Gentofte Kommune er UNICEF By og samler ind til UNICEFs arbejde for børns og unges trivsel og rettigheder i Østgrønland. Derfor vil du opleve, at du kan komme tættere på Grønland ved forårets aktiviteterne på Gentofte Bibliotekerne, både dem for voksne og dem for børn. 

Røde Orm og danske vikinger

Har du købt billet til Røde Orm i Ulvedalene, eller er du bare teater- eller historieinteresseret, kan du glæde dig til programmet på Ordrup Bibliotek. Biblioteket fortsætter nemlig det gode samarbejde med Det Kongelige Teater, og i foråret kan du dykke ned i arbejdet med den spektakulære forestilling, ligesom du kan få meget mere at vide om de danske vikinger.

Store forfatternavne

På Gentofte Hovedbibliotek kan du glæde dig til at møde store forfatternavne som Helle Helle og Naja Marie Aidt og store musiknavne som f.eks. Bisse, ligesom der selvfølgelig igen i år er Bogmesse med et stærkt hold af aktuelle forfattere. 

Vi glæder os til at både dig velkommen til et bredt program for hele familien på bibliotekerne i Ordrup, Gentoftegade, Dyssegård, Jægersborg, Vangede og Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. 

OPLEV-programmet lander på dit lokale bibliotek indenfor den nærmeste fremtid men kan allerede nu findes på Gentofte Hovedbibliotek og Jægersborg Bibliotek.

Du kan også bladre igennem det digitale program herunder. Klik på billedet for at se OPLEV i en mere læsevenlig udgave. Tryk ESC, når du vil væk fra det store format igen. 

Du kan holde dig opdateret på ændringer i programmet i bibliotekets online arrangementskalender. 

OPLEV for voksne

OPLEV for børn