Flugten fra København. Golden Days i Gentofte.

Oplev København i 850 år – med forstadens briller

24.08.17
Golden Days på Gentofte Bibliotekerne sætter Hovedstaden i forstadsperspektiv. Leg pølsemand, swing med storbybigbandet og hør om forstadens store forsvarsværker.

Golden Days festivalen markerer i år 850-året for Københavns grundlæggelse. Men en hovedstad er intet uden sine forstæder, derfor sætter Gentofte sammen med omegnskommunerne fokus på forholdet mellem storby og forstad under temaet "Flugten fra København" i festivalperioden. Det er fra den 2. - 17. september.

Fra storbyens puls til kongelige jagtmarker

Igennem 850 år har konger, borgerskab og middelklasse søgt væk fra København og ud til den smukke natur og friske luft: Til kongelige jagtmarker, idylliske landsteder og rolige parcelhusområder. For ligeså vigtigt som det har været at være en del af storbyens puls, lige så vigtigt har det også været at tage ud til de grønne nabokommuner.

Pølsevogne og fæstningsværk

Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal præsenterer et samlet festivalprogram, som giver dig nye vinkler på den kulturhistorie, der binder forstad og hovedstad sammen. Der er aktiviteter for både børn og voksne, og der er pølsevogne, fæstningsværk, jazzmusik, kongerøgelse, bristede parceldrømme og verdensberømt arkitektur på programmet.

Forstadsliv og festsalon

På Gentofte Hovedbibliotek kan du opleve forstaden i litteraturen: Mød Jens Christian Grøndahl, der fortæller om sin bog 'Tit er jeg glad' - en ægteskabshistorie om livet i Gentofte kontra Vesterbro. Det er på Gentofte Hovedbibliotek, og det er også her, der er festsalon for Tove Ditlevsen, der i 2017 ville være fyldt 100 år. Ditlevsen var inkarneret Københavner, men hun boede i Gentofte i en femårs periode. Hendes forstadsdrømme bristede dog på tragisk vis. 

Bigband og dronningesamtaler

Gentofte Hovedbibliotek byder også på lyden af storbyen med både jazz og bigband, og på Garderhøjfortet kan du høre militærhistoriker Michael Clemmensen fortælle om forsvarsværker omkring København. På Bernstorff Slot - tidligere en af kongefamiliens sommerresidenser - giver journalist Thomas Larsen et spændende indblik i sine samtaler med Dronning Margrethe i forbindelse med bogen 'De dybeste rødder'. På Vangede Bibliotek kan du møde Kim Nyborg, tidligere formand for Arbejdermuseet, der fortæller om hovedstadens historier og giver dig tips til egne bydvandringer. 

Plads til borgmesterdrømme

I Gentoftes børneprogram er der aktiviteter om et af Københavns kulinariske bidrag til madkulturen, nemlig pølsevognen, og workshop med plads til borgmesterdrømme: Hvordan skulle Gentofte se ud, hvis du var borgmester?

Bustur til det hele

Vil du have en både sjov og grundig tur gennem forstadshistorien, så skal du tage med på busturen, der tager dig gennem Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Turen følger udflytningsbølger og arkitekturperler og der er musik og overraskelser undervejs.

Bestil billetter til og læs mere om Gentofte Bibliotekernes arrangementer. 

Læs mere om alle arrangementer i Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal.