Oplevelser for hele familien på Gentofte Bibliotekerne

OPLEV – programmet for efteråret er ude

03.08.16
Mød store nordiske forfattere, dyk ned i 1970’erne og dyrk personligheder som Kong Arthur, Hamlet og Harry Potter. Gentofte Bibliotekerne har et efterårsprogram klar til dig spækket med kulturoplevelser for en enhver smag, og du kan læse om dem alle i OPLEV.

Når sommersolskinstimerne rinder ud, blænder dit bibliotek op for en mangfoldig buket af aktiviteter og kulturtilbud. Hvad enten du elsker opera eller Mario Bros, historie eller politik, kunst eller stand-up  - eller allerhelst bare vil fordybe dig i god litteratur – så er der noget for dig.

Glistrup, batik og bøf med løg

September står i 1970’ernes tegn, og som en del af Golden Days Festivalen inviterer Gentofte Bibliotekerne dig med tilbage til en tid præget af kontraster.

På Hovedbiblioteket kan du lege i Bennys badekar, lytte dig ind på den progressive rock, nyde datidens tegneseriekultur, lave batik og tryk i linoleum og med kartofler, sætte Glistrup overfor Trump og rejse tilbage til 70’erne idealisme med Peter Øvig og Tømrer-Claus, Asger Schnack og Jacob Ludvigsen.  Vangede Bibliotek inviterer til en aften med John Mogensen og hakkebøffer og afholder DM i PONG, mens du kan strikke til oplæsning af gode 70’erbøger på Dyssegård Bibliotek.

Linn Ullmann, Carsten Jensen og Thomas Espedal

Er du til litteratur og store fortællinger, må du ikke gå glip at mødet med de norske stjerneforfattere Linn Ullmann og Thomas Espedal, der begge fortæller om deres nyeste bøger. Det samme gør Carsten Jensen, der vil gå i dybden med romanen Den første sten. Mød også højt profilerede forfattere som Maria Gerhardt, der debuterede med Der bor Hollywoodstjerner på vejen og Anne Lise Marstrand, kendt for sine historiske romaner om nonnen Hildegaard og senest har skrevet et værk om Dronningen af Saba og Kong Salomon.

Kong Arthur, Hamlet, Harry Potter og historiens vingesus

Ordrup Bibliotek har ladet sig inspirere af det Kongelige Teaters sommerforestilling og af Hamlet-året i deres efterårsprogram.  Træd ind i middelalderen på et spektakulært marked i forbindelse med GentofteNatten, se kostumerne fra Kong Arthur i Ulvedalene mød Nicolas Bro, der fortæller om sit arbejde med figuren Kong Arthur. Mød også Benjamin Stender og Ian Burns, der har lagt krop og talent til persongalleriet i Hamlet, se filmfortolkninger af og hør foredrag om Shakespeares udødelige klassiker. På Hovedbiblioteket er det figuren Harry Potter, du kan komme tættere på, ikke mindst, når den danske oversætter af Rowlings bøger gæster børnebiblioteket i efterårsferien.

Terapi, livsstil og latterbrøl

Natur og læsning er godt for krop og sjæl, og du kan fortsat tage med på litterære vandringer med litteraturformidler Christine Fur Fischer. Som noget helt nyt kan du også nyde godt af musik og lyrik en helt nat under Hovedbibliotekets Soveseance.  Giv dig selv et pusterum med mandala-malebøger og harpekoncert på Jægersborg Bibliotek. Få viden om alt fra sorg, længslen efter lykke, anti-inflammatorisk kost og motion for alle aldre ved et hav af arrangementer, og overgive dig selv til latterkramper, når stand-up-komikeren Christian Fuhlendorff kollegaen Masoud Vahedi sætter Hovedbiblioteket på den anden ende.  

Kom og vær med

Som altid inviterer Gentofte Bibliotekerne til værksteder for børn, hvor de kan alt fra at pimpe deres skolebøger op til at lave æblemost og nytårshatte. Vangede Bibliotek har fingeren på pulsen, når det handler om de nyeste spil, og de spil, der aldrig bliver for gamle. Nyd lytteklubberne, der inviterer til både italiensk opera og Billie Holiday og læseklubberne, hvor du kan diskutere den litteratur, der optager netop dig. Tag dine gamle plader med til plademesse og dine gamle spil med til spilloppemarked. Der er altid noget at mødes om og nogle at mødes med på Gentofte Bibliotekerne, og du kan læse meget mere om det i OPLEV samt her på hjemmesiden.

Læs hele programmet herunder eller find det på dit lokale bibliotek.  Du kan også altid finde programmet på genbib.dk/arrangementer

Klik på folderen for at se den i en mere læsevenlig udgave:

Filer