Virus i tiden: Pandemier i videnskab, litteratur og historie

Få perspektiv på coronakrisen, når Gentofte Bibliotekerne sætter spot på pandemier i videnskab, litteratur og historie i en serie arrangementer fra den 11.-29. november 2020 på Gentofte Hovedbibliotek.

Coronapandemien hærger verden over og har i den grad sat dagsordenen for hele år 2020, både i Danmark og i resten af verden. Denne nyopståede sygdom har medført omfattende ændringer i vores samfund, både menneskeligt, økonomisk, politisk og sundhedsmæssigt - og det påvirker os alle sammen på forskellig vis. Derfor sætter Gentofte Bibliotekerne i november måned fokus på epidemier i festivalen Virus i tiden. Vi angriber emnet fra forskellige vinkler, både den sundhedsmæssige og den kulturelle.

Vær med når Jeanette Varberg kommer og fortæller om den nyudkomne bog Den fjerde rytter. Bogen handler om de store epidemier, som har præget og forandret verdenshistorien fra stenalderen til covid-19.

Fra litteraturens verden fortæller forfatter Hanne-Vibeke Holst om sin roman Som pesten.

Hvad er det for en virus, vi er oppe imod? Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, gør os klogere på, hvad coronavirussen er for en størrelse.

Hvordan kan du beskytte dig selv bedst muligt. Det vil læge og komiker Andreas Hoff forsøge at give et svar på.

Og hvad stiller litteraturen op? Det kaster Erik Skyum-Nielsen lys over i oplægget ”Litteratur, der smitter” et oplæg, der blandt andet beskæftiger sig med 1300-tallets pest, herunder Boccaccios Dekameron.

Sidst, men ikke mindst, kan du opleve Ellen Hillingsø læse højt af Thomas Manns udødelige roman Døden i Venedig. En fortælling, hvor både by og hovedperson nedbrydes af den smitsomme kolera.

Alle arrangementer er gratis at deltage i. Tilmelding nødvendig.

Alle arrangementerne i denne serie bliver desuden streamet live fra Gentofte Hovedbiblioteks Facebookside. På det tidspunkt, arrangementet er sat til at gå i gang, åbner du siden via dette link og holder øje. Du kan godt se med, selvom du ikke har en Facebookprofil.

Materialer