Årets bedste tegneserieudgivelser

Guld og Blod

I fire bind var en fantastisk udgivelse og endelig en klassisk tegneserie som læsere fra halvfjerdserne og firserne genkender den. En røverhistorie fra nordafrika med stemning fra Corto Maltese og Saint-Exupéry og en spændende tegnestil. Tre mænd med vidt forskellig baggrund mødes i et bombekrater ved fronten under første verdenskrig. Efter krigen søger de alle lykken i en verden der ikke har brug for utilpassede mænd eller er klar til at acceptere kolonimagternes opløsning. Lykkeriddere og frihedskæmpere, bedragere og konvertitter, kærlighed og broderskab.

Munch

Steffen Kvernelands Munchbiografi og fortællingen om hvorfor værket blev til er overvældende vellykket. Rent tegneteknisk rammer han stilen flot i de egentlige Munchafsnit og det fungerer rigtigt godt med rammehistorien både som fortælling og tegnestil. Jeg er normalt ikke så meget til de biografiske tegneserier. Problemet er at tegner sjældent har skabt egentlige tegneserier før, så stil eller flow ikke rigtigt virker. Som værker kan de derfor blive meget grå og pædagogiske, men det kan man bestemt ikke sige om Munch. Samtidig er her endelige en tegneserie der kan formidles også til ”almindelige” læsere.

Sandman

Neil Gaimans serie kan jo egentlig ikke påstås at være ny, men kvaliteten er stadig helt i top i den nu klassiske serie. Efter et par små forsøg på at oversætte dele af serien for snart ti år siden, har RW nu valgt at satse stort med en dansk udgave af den samlede Sandman Deluxe. Neil Gaiman er stadig aktiv og bliver ved med at overraske og aldrig skuffe og der findes helt sikkert nye danske læsere til denne serie. Fabulerende fortællinger der plukker frit fra verdens mytologier og med sikker hånd samles af Gaiman til et først og fremmest smukt og rørende tegneserieværk. Jeg har grebet chances til at genlæse (igen igen), nu med lidt ekstra lir som så ofte i luksusudgaverne.

Femten år efter

Her er igen tale om et gensyn med firserne hvor de første seks bind af serien udkom. Vi er nu nået til tredje cyklus i den historiske serie fra 1600-tallet og jeg blev glædeligt overrasket over niveauet. Jeg har nok ikke helt bevaret drengefascinationen af musketerer fra første cyklus, men Dumas kan stadig puste lidt til gløden og det kan Cothias i den grad også. Jeg var på hylderne for at læse op på de første bind og hvis Faraos Cigarer fortsætter med udgivelsen er jeg helt klar med som læser. Fokus for denne cyklus ligger igen på Ariane fra anden cyklus, nu blot ældre og mere moden, men ikke mindre dødelig.

Drenge og Drømmebiler

Om det ligefrem er et årets værk er måske at overdrive, men jeg har stadig et blødt punkt hvad angår avisserier. Den er bøvet og ikke blevet mindre kulørt efter en tur hos farvelæggeren, men den fungerer forbløffende godt. Vi er ikke på højde med de store firserserier og slet ikke golden age navnene. Den er ikke fangende og litterær på samme måde som Rocky kan være. Men den er solidt håndværk, rigtigt flot tegnet, tro mod karaktererne og allervigtigst sjov. Læst i en avis er én for lidt, men 48 sider album er nok til at løfte det fra enkeltstående gags og ikke så meget overdosis at det bliver Garfield forudsigeligt. Til læseren der bare trænger til at klukke lidt en halv times tid. Af Frode Øverli.