Selma Lagerlöf og Legenden om juleroserne
Foto: Anna Ollson

Biblioteket anbefaler: Bogen ”Legenden om Juleroserne”

Selma Lagerlöfs juleklassiker er en kort fortælling, der har et vigtigt budskab. Så slip juletravlheden et øjeblik, og dyk ned i dette magiske lille værk.

Den 30 sider lange fortælling Legenden om Juleroserne giver et glimrende indblik i, hvor kolossal dybde og spændvidde, der er i Nobelpristageren Selma Lagerlöfs forfatterskab.

”Den store Selma”, som svenskerne kalder hende, har beriget den læsende verden med en jule-legende, der folder fantasien, håbet, åbenbaringen og troens styrke og skønhed ud i al sin kraft. Legenden henter sit stof fra den gamle folketro og den katolske helgenlitteratur, men rummer samtidig den helt særegne Lagerlöf'ske-poesi, der kendetegner alle hendes værker.

Den guddommelige have

Den besynderlige historie foregår i den nordlige del af Skåne i 1100-tallet. I Göinge Skov bor en fredløs røverfamilie, der ernærer sig ved overfald og tiggeri. En dag forvilder røverkonen sig ind på klostret Öved, hvor den gamle abbed Hans residerer.

Ved synet af klosterets fornemme urtehave fortæller røverkonen om den guddommelige have, der en gang om året – nemlig julenat – blomstrer i de fredsløses skov. En have så skøn, at dens lige ikke findes noget sted på jorden.

Den livskloge abbed Hans får ærkebiskoppen i Lund – der på det tidspunkt er selveste Absalon – til at love, at hvis han kan bringe en plante med hjem fra denne skov, skal røverfamilien tildeles frit lejde til at vende tilbage og leve blandt hæderlige mennesker.

Et lille julemirakel

Legenden om Juleroserne er fuldstændig uudtømmelig i sin mystik og tematik, og denne læser blev næsten forblændet af den store sandhed, der tegnes op: nemlig at man altid vil komme til at ødelægge øjeblikkets mirakel, hvis man absolut skal skaffe beviser for det, mens det sker.

Så læg alle juleforberedelserne fra dig, og sæt dig i stedet til at læse Legenden om juleroserne i stearinlysets skær en mørk vinteraften.

Selma Lagerlöf

Selma Lagerlöf

(1858-1940) er en af Sveriges mest kendte og læste forfattere og den første kvinde til at modtage Nobels litteraturpris i 1909.

Hun debuterede i 1891 med romanen Gösta Berlings Saga. Debuten blev en stor sensation og er stadig blandt Selma Lagerlöfs mest læste værker.

Derudover har hun forfattet den verdensberømte klassiker Niels Holgersens Forunderlige rejse fra 1906-07 og tobindsværket Fra Mårbacka til Jerusalem hører også blandt en af verdenslitteraturens største klassikere.

Materialer