Liv Nimand Duvå og bogen Mødrenes hus

Biblioteket anbefaler: Bogen "Mødrenes hus"

07.06.22
Liv Nimand Duvås tredje roman, "Mødrenes hus", lægger sig i slipstrømmen af de senere års litteratur om det at sætte børn i verden.

Mødrenes hus er ikke den gængse fødselsberetning eller lykkelige historie om at blive mor. Tværtimod. Den er voldsom, hallucinerende, og så forestiller den sig et nyt, utopisk fællesskab på tværs af tider.

Hjemmets trygge rammer

Bogen fortælles i tredje person fra den førstegangsfødende Rosas perspektiv og forløber over fem skæbnesvangre dage, hvor Rosa bliver mor. De første linjer af bogen sætter en klar scene om at finde frem til et hjem, til et hus:

"Rosa har altid været på udkig efter huse at tænke i".

Efter de første siders husmetaforer kommer der mange sider fyldt med nøgterne beskrivelser af forberedelserne til det lille nye familiemedlems ankomst. Alligevel skal vi som læsere ikke meget længere ind i bogen end den første halvdel, før nogle af de mange nøgterne beskrivelser bliver til skarpe observationer og opgør med hele ideen om det, at sætte et barn i verden:

"Hun ved, at hun burde være mere klar, have anskaffet sig genstande, som hun selv har valgt… Allerede at skulle beslutte en identitet for det igennem de ting, der skal omgive det, føles forkert".

Liv Nimand Duvås sprog går fra at være nøgternt og afmålt til at være præcist og hårdt. Gennem Rosas observationer spidder hun de forventninger og fastlåste normer, der er forbundet med at få et barn i vores kultur. Men Rosas observationer bygger ikke kun på den forbrugskultur, vi har opbygget.

Den går også efter struben på vores strukturelle måde at se køn på. Selv da Rosa er gået i fødsel og ankommet til fødeklinikken angribes der. Her er det vores forestilling om, hvordan mand og kvinde biologisk set har bestemte roller under fødslen, hvordan hospitalet ser den gravide som en "patient", og hvordan fødsler ofte ikke går som planlagt, men er en Tour de France af smerte.

På vej op ad Alpe d’huez

Jo længere vi kommer ind i bogen dets mere forpint og udkørt bliver Rosa af veernes smerte og den lange fødsel. Hun ender også med at blive flyttet til hospitalets fødegang, da der er opstået for mange komplikationer under fødslen.

I infernoet af smerte sammenligner Rosa sig selv med en cykelrytter på vej op ad Alpe d’huez. Til sidst må hun alligevel stå af cyklen. Selvom hun havde ønsket ikke at få medicin, ender hun med at få morfin, som det viser sig at hun ikke kan tåle.

I medicintågerne begynder Rosa at hallucinere. Og i sine hallucinationer møder hun sin gravide bedstemor, der fortæller om det utopiske hus: mødrenes hus.

Langt ude i skoven findes fællesskabet

I den sidste tredjedel af bogen finder Rosa og bedstemoren frem til mødrenes hus efter en rejse igennem skoven, hvor de er blevet angrebet af ulve. Et trygt og rart sted, hvor kvinder fra alle generationer, der har født kan mødes, dele erfaringer og lære af hinanden.

Stedet vækker associationer til tidligere tiders ammestuer, men modsat ammestuerne finder vi her ikke kun et rum, men også et sprog og et fællesskab for at tale om, hvordan fødsler også kan være smertefulde og traumatiserende.  

Bogen har flere steder en hård tone, men i den hårde tone og medicintågen anes en anden måde at forstå, hvordan fødsler kan være andet og mere end smukke. Med andre ord er det en bog, der tør spekulere i andre fællesskaber, og en bog der ikke er bange for at vise os smerten i at føde.

Og som ikke mindst er fremragende bundet sammen af Duvås legende, metaforiske sprog og hallucinerende fortælling.

Materialer