Emili Bergman og bogen På undersiden af dagen
Foto: Lærke Posselt

Biblioteket anbefaler: Bogen "På undersiden af dagen"

24.03.22
Med en poetisk lethed og bidende nerve skriver Emeli Bergman følsomt og foruroligende i "På undersiden af dagen" om Annas liv som au pair.

I den 153 sider korte roman fletter Emili Bergman alt fra familierelationer, børneopdragelse, madlavning og rengøring sammen med hovedpersonen Annas egen opvækst og ikke mindst det tragiske tab af broren Benjamin.

Romanens styrke er dog ikke kun de nærværende og stemningsfyldte beskrivelser af det huslige arbejde og børneopdragelse. Snarere er det dens evne til at beskrive bearbejdelsen af sorg og magtforhold på afstand og fremskrive en ny sensibilitet. Værket efterlader sin læser åndeløs og med en higen efter mere.

Afstandens mulighed og sorg

Anna er taget fra Sverige til Frankrig for at arbejde som au pair og på samme tid for at komme på afstand af broren Benjamins død. Bogen er inddelt i otte forskellige kapitler med hver sit navn.

I hvert af kapitlerne passer Anna børn, skriver nogle få digte i sin fritid og prøver at finde fodfæste i verden. Anna bliver en del af alle familierne og får gode og sunde relationer til børn og forældre. Hun får en plads i verden.

Alligevel er der en sælsom distance, som aldrig helt overkommes, selvom Anna er en fast del af det daglige liv og kender både børn og forældres dybeste hemmeligheder.

Emeli Bergman fremaner på bemærkelsesværdigt vis Annas evne til at nå ind på livet af familierne og hendes daglige pligter i et sprog, som får stemninger og magtforhold til at sitre og fremstå lysende klare. Helt sublimt er det især, når magtforholdene iscenesættes gennem små formaninger fra familierne til Anna:

"Spicy tomatsauce i en lille skål ved siden af til dem, der kan lide det stærkt. Stil den tættere på fisken, så man forstår, at det er til den, siger Jon".

Det hele ulmer under de gode forhold mellem Anna og familierne. De små formaninger er et vidnesbyrd om, hvordan Anna ikke er en del af familien, men udfører et stykke værdsat arbejde for hver familie. Hun er med andre ord fanget i en position mellem at være en del af en familie og ikke at være en del af den.  

Omsorgens sensibilitet

Læseren sidder tilbage med en foruroligende følelse af at have læst noget smukt og forfærdeligt, men alligevel på omhyggelig afstand af alle romanens begivenheder og karakterer.

Emeli Bergman formår med sit stakåndede og poetiske sprog at tegne et klart og følsomt billede af Annas liv, og som læser føler du Annas sorg og sørger med hende.

Alt imens tegnes et alarmerende billede af den måde, vi behandler au pairs på. Men i det alarmerende billede kommer bogens absolutte styrke til sin ret. Bogens særlige styrke er nemlig den sensibilitet, der bliver vist over for både omsorgsarbejdet med børn, de mennesker som yder det, og hvordan det at yde omsorg kan være en central del af ens egen sorgproces.

Emeli Bergmans sensibilitet bliver en legitim måde at stille spørgsmålstegn ved og pege på de magtforhold, vi oplever på nært hold hver eneste dag. Det er en tiltrængt måde, hvorpå Emeli Bergman tvinger os til at gentænke vores egne normer og magtforhold – selv i vores tætteste relationer.

Emili Bergman

Emeli Bergman

Født i 1988 og uddannet fra Forfatterskolen i København.

Hun debuterede med novelle-samlingen Salt i 2017, og På undersiden af dagen er hendes første roman, som også blev nomineret til Politikens Litteraturpris 2021.

Materialer