Edgar Lee Masters og bogen Spoon River

Biblioteket anbefaler: Bogen "Spoon River Antologien"

”Hvis de døde kunne tale” siger man. Og netop det gør de i "Spoon River Antologien" af Edgar Lee Masters.

Spoon River Antologien er en samling korte, poetiske gravskrifter skabt af Edgar Lee Masters i 1915, og det er en litterær sensation, der står lige så knivskarpt i dag, som den gjorde, da den udkom.

Hvis du er fascineret af at gå rundt på kirkegårde og læse gravstene og efterfølgende digte videre på de skæbner, der gemmer sig bag navne og årstal, vil dette oratorium af stemmer fra graven tage pusten fra dig.

Som 244 romaner i en

Antologien består af 244 små gravskrifter, hvor hver eneste åbner porten til et liv og en skæbne. Teksterne er udformet som monologer, der i virkeligheden er komprimerede selvportrætter, og de forskellige personer forbindes på kryds og tværs, så der tegner sig et billede af et lille bysamfund, der samtidig er en verden i sig selv.

Klangbunden i de fleste af teksterne er pessimistisk, og den skarpe satire syder af skuffelse og sarkasme, men alligevel hæver prosadigtene sig mange steder til små beåndede og lyriske bekendelser, der midt i alvoren er fulde af skønhed.

Verset, eller forordet, anslår stilen, der har et tidløst drag over sig: ”Hvor er Elmer, Herman, Bert og Tom og Charlie – den vege, den stærke, den sjove, den drukne, den grove – alle, alle sover de i højen”.

Og der i højen udjævnes alle de forskelle, som livet låser folk fast i. Side om side ligger bankdirektøren, der gik konkurs, den forsmåede elsker og ægteparret, der sled hinanden op. Der er så meget liv i de dødes historie, og så meget historie i de dødes liv, at man ligeså godt kunne sidde med 244 romaner i hånden.

Da bogen kom på dansk første gang i 1934, sammenlignede Tom Kristensen den med Dantes Guddommelige Komedie og kaldte den enestående. Det kan der være noget om...

Edgar Lee Masters

Edgar Lee Masters 

(1868-1950) var en amerikansk advokat, digter og dramatiker. Spoon River Antologien er gået over i historien som en stor amerikansk klassiker.

Materialer