Mor spiser rav og Irmelin Prehn

Biblioteket anbefaler: Digtsamlingen "Mor spiser rav"

20.06.22
Irmelin Prehns nye digtsamling "Mor spiser rav" er tilegnet "de trætte", og handler om at blive mor for første gang under coronapandemiens nedlukning af Danmark.

"Mor er blevet mor og har tabt sit jeg.
Mor leder et sted i vasketøjsbunkerne.

Mor forklarer alting meget nøje, for at barnet kan forstå,
mor siger: nu gør mor dit /nu gør mor dat.

Mor kunne heller ikke huske sin mors navn, da mor var barn/
mor er blevet en dejagtig masse".

Identitet opløst

Fortælleren i digtene har fået en ny titel og en ny rolle, som er 'mor'. Persongalleriet består således af de navnløse karakterer 'mor', 'far'/'barnefaren' og 'barnet'. Identiteten fra før moderskabet er udvisket eller opløst. Måske endda et overstået kapitel, går det med gru op for mor-jeg'et, der skriver.

Men digtene er også et øjebliksbillede af et nedlukket Danmark set fra en nybagt mors synsvinkel og et blik ind i den ensomhed og indimellem ekstra ængstelighed i mødet med omverdenen, som coronaen medførte.

Ikke mindst for forældre på barsel og især førstegangsforældre, der i forvejen ofte befinder sig i et usikkert og følsomt vakuum med sparsom tilknytning til fællesskaber uden for familien. Og samtidig et dilemma mellem den ultimative lykke, et barn er, og så den verdensomspændende pandemi; krisen, frygten, ulykken.

Tabuer i det fri

Irmelin Prehn sætter ord på nogle af tabuerne ved moderskabet, som litteraturen er begyndt at afdække. På den måde er hun en del af en bevægelse, der beskriver kvinder og mødres virkelighed frem i al sin uskønhed uden filter. Hør bare:

"Mors mave er en blød pude/ et ørkenlandskab/en krøllet plasticpose fra blandt-selv-frugt
en kæmpe hjerne
en hængende have
af løs hud
efter.

[…]

Mor blev lovet mere end filtret hår og slåbrok midt på dagen/
grønne skove, der blinker af guld/ blade, der svæver nedad,
mor ser sit nøgne ansigt i spejlet".

 

Irmelin Prehn

Irmelin Prehn

(f. 1986) har udgivet lyrik og prosa siden 2010. Mor spiser rav er hendes fjerde digtsamling.

Materialer