Anbefaling af Ida Jessens: Doktor Bagges Anagrammer
Anbefaling af Ida Jessens: Doktor Bagges Anagrammer

Biblioteket anbefaler: Doktor Bagges anagrammer

Ida Jessen har i ”Doktor Bagges anagrammer” på én gang skrevet et gribende psykologisk portræt af en mand, der plages af indre dæmoner, samt tegner et skarpt tidsbillede fra begyndelsen af 1900-tallet.

I ”En ny tid”, der udkom i 2015, møder vi friskolelærerinden Lilly Høy, der flytter til Thyregod i 1904, hvor hun gifter sig med dr. Bagge, den noget ældre lokale distriktslæge, der pludselig, og uden synderlig romantik, frier til hende. De lever sammen i mere end tyve år uden nogen sinde at nå ind til hinanden, selvom Lilly inderligt længes efter nærhed med sin mand. I denne roman giver Ida Jessen ordet til ægtemanden Vigand Bagge, der er en gådefuld, sammensat og tillukket. Han er videnskabeligt funderet, flittig, engageret og respekteret i byen, men sit følelsesliv taler han aldrig om. 

Underspillet og gribende

Hvor ”En ny tid” var fru Bagges dagbog fra årene omkring Vigands død, er ”Doktor Bagges anagrammer” Vigands optegnelser over samme periode. Det er tiden, hvor han bliver klar over, at han er dødeligt syg, men alligevel bliver ved med at passe sit lægearbejde uden at indvie nogen i, at enden er nær. Om natten sidder han oppe, plaget af sin sygdom, og laver anagrammer eller skriver om småt og stort, om hverdag og fortid og ægteskabet med Lilly. Den underspillede ”Doktor Bagges anagrammer” er gribende læsning. Den er skrevet i et sprog fuld af poesi, livsklogskab og præcision og kan anbefales på det kraftigste, både som forlængelse af En ny tid og som et selvstændigt værk.

Om Ida Jessen

Ida Jessen, der er født i 1964, er uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og massekommunikation fra Aarhus Universitet. Hun debuterede som forfatter i 1989 med novellesamlingen Under sten. Siden har hun udgivet en række noveller, romaner og børnebøger, blandt andet den populære Hvium-trilogi. I 2012 fulgte glemmebogen Ramt af ingenting og i 2013 novellesamlingen Postkort til Annie. Igennem årene har Ida Jessen modtaget flere priser for sine bøger - bl.a. i 2010 De Gyldne Laurbær for Børnene, der også var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. For En ny tid blev Ida Jessen tildelt både Blixenprisen og DR Romanprisen 2016. Mød Ida Jessen på Gentofte Hovedbibliotek tirsdag den 7. marts kl. 17.00, hvor hun blandt andet fortæller om ”Doktor Bagges anagrammer”.

Bestil billetter til arrangementet den 7. marts

Læs mere om Ida Jessen på Forfatterweb og på Litteratursiden 

Materialer