Foto: Jakob Dall
Foto: Jakob Dall

Biblioteket anbefaler "Elsken" af Tomas Espedal

”Jeg leder efter et sted at dø.” Sådan lyder de første ord i altid intense Tomas Espedals nye roman, som udkom på dansk i sidste måned. Som et knytnæveslag i maven på læseren.

Romanen er lille, bare 90 sider, og med sort omslag. Den hedder Elsken, men den handler om at dø. Om at være klar til at dø, at ville dø, at forberede sig på at dø, at ønske den perfekte død.

Det er knugende og kvalmende og kvælende, når man er en livsglad læser, men det er på en måde også befriende. Ikke mindst for fortælleren selv, der føler sig frisat i livet, fordi han har truffet beslutningen om at dø.

Til gengæld er beslutningen dårligt timet, for den falder sammen med, at han uventet forelsker sig i en kvinde, som bliver gravid og gør sig klar til at sætte et nyt liv i verden sammen med ham.

Fortælleren er noget ældre end hende, og der er det finurlige ved ham, at han tilsyneladende hedder Jeg. Og i øvrigt har en række karakteristika til fælles med forfatteren til bogen.

Det giver nogle specielle sætninger, og det tager de første 10-20 sider at vænne sig til den måde, teksten er konstrueret på. I denne konstruktion ligger også en vigtig pointe, og en karikeret hilsen til den såkaldte virkelighedslitteratur eller autofiktion. Det lyder eksempelvis således:

”Jeg svømmer. Han strækker arme og ben ud, trækker arme og ben ind, tilbage, samler kroppen. Flyder. Skyder fart. Ud med arme og ben. Ånde ind og ud. Sluge vand. Synke her? Jeg synker. Han svømmer under vand. Sort. Nej. Ikke her. Hverken beskidt eller rent nok. Ikke blåt nok. Husker du? Jeg husker. Han husker den blå farve i havet ved Kas. Spidsen af Tyrkiet.”

Elsken er også bogen, som har skabt røre i Norge, fordi der i den indgår beskrivelsen af en voldtægtsanklage, som spejler den, som Tomas Espedal selv forrige år blev konfronteret med. Han imødegår anklagen ved at skrive om den i sin roman.

Både i romanen og i virkeligheden bliver sagen henlagt, men forskellen er, at i romanen er det på grund af falsk vidnesbyrd, mens sagen i virkeligheden blev henlagt som følge af bevisets stilling. Det har fået kvinden bag anklagen til at føle sig forurettet, og det er ikke muligt for læseren at tage stilling til sagen, da der i bogen ikke bliver fremlagt noget bevismateriale.

Uanset bliver Espedals bog en del af Me Too-bølgen og kommer til at fungere som et slags partsindlæg i en virkelig sag. Det er ubehageligt som læser at være vidne til, men det ændrer ikke ved, at Elsken er en uhyre smuk roman udført i sprog og billeder, der hele tiden balancerer på grænsen mellem nydelse og afgrund. En enhed så velkomponeret, at det giver kuldegysninger at læse. Espedal er i en klasse helt for sig selv.

Om Tomas Espedal

Tomas Espedal er født i 1961 i Bergen og er forfatter til en række bøger, der tager udgangspunkt i hans eget liv. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris med romanerne Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv og Mod kunsten og har vundet flere priser bl.a. Kritikerprisen i 2009 og Brageprisen i 2011.

Af litteraturformidler Christine Fur Fischer, Gentofte Hovedbibliotek

Materialer