Biblioteket anbefaler "Forårsbølger" af Ivan Turgenev

Russisk klassiker fra 1847 er stadig aktuel 147 år senere. Læs romanen, som bl.a. slog benene væk under danske gennembrudsfolk som Georg Brandes og Herman Bang.

Forårsbølger har netop i den sidste måned sat mig i ekstase,” har Georg Brandes udtalt.

Jovist, Forårsbølger har nogle år på bagen … 147 år for at være helt præcis. Men det betyder ingenting. For den enkle historie føles stadig frisk fra fad, griber og forfører en med sit vidunderlige levende og lyriske sprog, og – som Thomas Bredsdorff skriver i sit forord til romanen:

minder en om hvad der er vigtigt i livet.”

Handlingen

En midaldrende og forstemt Ssanin sidder på sit arbejdsværelse og roder distræt sine papirer igennem. Pludselig falder han over et granatkors, der sender hans tanker hvirvlende tilbage i tiden, til den skæbnesvangre dag, der ændrede hans liv.

Dengang var Ssanin 22 år, på vej hjem til Rusland efter en længere tour d'Europe. Han gør stop i Frankfurt, spadserer formålsløst rundt i gaderne, da tørsten efter en læskedrik driver ham ind i Giovanni Rosellis italienske konditori:

Ssanin stod lidt og ventede, lod klokken på døren ringe helt færdig, og råbte så, højt: ”Er her ingen?” I det samme blev døren inde fra et andet værelse revet op, – og det gav et sæt i ham af forbavselse.” Den unge kvinde, som flyver ud ad døren, er Gemma. ”Du gode gud! Hvor var hun smuk!

Fortvivlet bønfalder hun Ssanin hjælpe hendes bror, som er faldet om. Ssanin springer til, får liv i drengen, og bliver som tak for sin indsats inviteret på en kop chokolade. Her fortrylles han af den varme families selskab og af Gemmas væsen. Gemma viser sig at være forlovet med hr. Karl Klüber, men pludselig er Ssanin involveret i en duel for at forsvare hendes ære.

Han vinder familiens gunst, og da Gemma pludselig afbryder forlovelsen, går det op for Ssanin, at han elsker hende og hun ham. Beruset af kærlighed beslutter Ssanin sig for at sælge sine ejendele for at kunne leve lykkeligt med Gemma. Men tilfældet vil, at han møder en gammel bekendt, og gennem ham stifter bekendtskab med en smuk, karismatisk kvinde – et møde der får store konsekvenser for dem alle sammen

Om Ivan Turgenev

Ivan Turgenev (1818-1883) er russisk forfatter, der i 1852 fik sit store gennembrud med En jægers dagbog. Samme år skrev han en kontroversiel nekrolog over Nikolaj Gogol, der fik ham arresteret og forvist til familiegodset i Orjol. Efter tre år rejste han til og tog fast ophold i Europa, hvor hovedparten af forfatterskabet stammer fra.

Forårsbølger udkom i 1872, blev allerede året efter oversat til dansk, og skulle, som flere af hans værker, gå hen og få stor betydning for dansk litteraturhistorie. Georg Brandes har vi allerede givet ordet.

Lad os på falderebet citere en anden af de helt store stjerner på den danske litterære himmel, Herman Bang:

Turgenev er jo på samme tid den største fortæller, vor skønneste lyriker og en stor dramaturg.”

Af litteraturformidler Paul Calderara Eskekilde, Gentofte Bibliotek.

Materialer