Biblioteket anbefaler "Havbrevene" af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

"Havbrevene" er en brevroman af den utraditionelle slags - brevskriverne er nemlig intet mindre end søstrene Atlanterhavet og Middelhavet. Lån bogen på biblioteket.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen debuterede i 2016 med slægtsromanen Ø, der foregik på Færøerne og i Danmark. Nu er hun aktuel med en helt anden slags bog, som dog har havet til fælles med debuten. Det er en lille brevroman af den utraditionelle slags. Brevskriverne er nemlig intet mindre end søstrene Atlanterhavet og Middelhavet. Karakteristikken af de to er som følger:

Atlanterhavet
180 millioner år. Gammelt og brøsigt, men ikke uden ømhed. Elsker universet. Intet kan længere overraske dette hav.

Middelhavet
5 millioner år. Lillesøster til Atlanterhavet. Elsker at glitre, Ikaros, og når store dyreflokke strømmer af sted.

Nordsk kortprosa, naturvidenskab og udtryksfulde illustrationer

Både stil- og emnemæssigt er Havbrevene blandt andet i familie med norske Frøydis Sollid Simonsens to kortprosabøger Hver morgen stiger jeg op fra havet og Dyr sorteret efter alder.

Bogen er som disse optaget af oprindelsen og naturvidenskab, ligesom den er lille af omfang, men med stor kunstnerisk tyngde. Ikke mindst fordi de korte breve havene imellem akkompagneres smukt af billedkunstner og illustrator Dorte Naomis udtryksfulde og grafiske sort-hvide illustrationer.

En karaktertegning

Havbrevene er også fascinerende karaktertegning, hvor det med små midler lykkes Hjelm Jacobsen at udtrykke de to havsøstres personligheder, så man som læser lærer dem at kende.

Atlanterhavet har eksempelvis ikke meget til overs for menneskene, som kaldes kryb, mens Middelhavet modsat får en empatisk stemme i forhold til flygtningestrømmen over netop dette hav:

Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk.

Hjelm Jacobsen præsterer en stor mængde fantasifuldhed i at se verden fra havenes synsvinkel. Det er betagende og tankevækkende læsning.

Om Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er født i 1980 og er cand.mag. i Litteraturvidenskab. Hun har rødder i både Færøerne, Sverige og Sicilien, og udover at være forfatter er hun litteraturanmelder på Weekendavisen.

Af litteraturformidler Christine Fur Fischer, Gentofte Hovedbibliotek.

Materialer