Biblioteket anbefaler John Coltrane - for begyndere

Saxofonisten John Coltrane formåede at nulstille parametrene for jazzmusikkens udtryk. Tirsdag 18. februar kl. 17-19 kan du se dokumentarfilmen 'Jagten på Coltrane' på Hovedbiblioteket. Som opvarmning anbefaler vi tre plader med Coltrane som hovedperson, og som kan lånes på Hovedbiblioteket på cd.

Inden John Coltrane for alvor kastede sig ud i en ledende musisk rolle, havde hans samarbejde med Miles Davis resulteret i den banebrydende Kind of Blue, som ændrede jazzscenen fuldstændig.

Hans udgangspunkt var en energisk form for hard bop, som sammen med bebop var den gængse jazzstil, der blev spillet i de amerikanske klubber. Denne stil udviklede han til en mere flydende improviserende stil, som han lærte sig, mens han spillede med Thelonious Monk. 

God fornøjelse!

Suni a Argjaboda
Voksenbibliotekar på Gentofte Hovedbibliotek

Giant Steps

Coltranes anden store plade efter gennembruddet Blue Train fra 1958 blev stort set indspillet samtidig som Kind of Blue, men er en helt anden størrelse hvad angår tempo, akkordprogression og fremførelse. Det er endda de samme musikere, der indspillede musikken. Bassisten Paul Chambers er med hele vejen igennem, mens resten spiller med på nummeret Naima. Giant Steps fra 1960 er fyldt med lange improvisationstakes, hvor melodilinjer og soloerne nærmest er en symbiose. Udgivelsen cementerede Coltrane som en af pionererne indenfor sit felt.

A Love Supreme

A Love Supreme står som en af de vigtigste udgivelser i musikhistorien. Det var Coltranes største præstation i et studie, og den samlede alle hans innovationer fra hans karriere og var inficeret med den spiritualitet, som havde reddet ham fra hans narko og alkoholmisbrug.

Coltranes klassiske besætning, som talte Elvin Jones, McCoy Tyner og Jimmy Garrison, trådte ind i studiet og skabte på to dage i december 1964 et af de mest tankevækkende, kortfattede og teknisk imponerende album fra konstellationens stærkeste periode.

John Coltrane og Johnny Hartman

Lidt af en afstikker i forhold til Coltranes øvrige repertoire, men hans samarbejde med sangeren Johnny Hartman fungerer - lidt uventet - særdeles godt. Hartman er i topform på de seks ballader, og Coltranes spil er under hele indspilningen smukt, sympatisk og alligevel udforskende. Med en spilletid på kun en halv time ville man ønske, at albummet var dobbelt så langt, men det man får er til gengæld en unik og rørende lytteoplevelse.