Biblioteket anbefaler: ”Matilda” af Mary Shelley

19.06.24
Den tragiske historie om Matilda rummer både fortvivlelse, begær, skam og død - på én og samme gang en dragende og frastødende læseoplevelse.

Den engelske forfatter Mary Shelley (1797-1851) er mest kendt for sin ikoniske roman "Frankenstein", der udkom i 1818. En mesterlig fortælling, der udfordrede samtidens forestillinger om videnskab og moral, og som synes lige så aktuel i dag, som da værket blev skrevet. "Frankenstein", som Shelley skrev i en alder af 18 år, etablerede hende som en af ​​de største forfattere i den gotiske litteratur.

Nu er hendes anden roman "Matilda" for første gang udkommet i en dansk oversættelse ved Birgitte Steffen Nielsen. Mary Shelley færdiggjorde "Matilda" i 1820 og sendte originalmanuskriptet til sin far, som skulle sørge for udgivelsen. Da han fandt romanen direkte frastødende og afskyelig, nægtede han både at udgive den og at levere manuskriptet tilbage til Mary Shelley. Først i 1959 - 108 år efter Mary Shelleys død - blev "Matilda" endelig udgivet i England.

Mørk og grænsebrydende

"Matilda" er den mørke og grænsebrydende fortælling om en ung pige på 20 år, der ligger for døden, og på sit dødsleje beslutter sig for at fortælle sandheden om sit korte liv. Hun skriver om sin ensomme barndom og opvækst på et isoleret gods i Skotland uden sin mor, som døde i barselssengen, og uden sin far, der knust af sorg over hustruens død, rejser bort, og efterlader datteren hos fasteren. I sin ensomhed fortaber Matilda sig i længselsfulde dagdrømme om sin far. Hun forestiller sig hans rene, uskyldige kærlighed og fantaserer om det øjeblik, hvor de skal genforenes. Da faderen efter 16 år endelig vender hjem, bliver drømmen hurtigt vendt til et mareridt.

”Indeni har jeg stadig en let, flagrende livskraft, der nu udlader sine sidste gnister. Jeg kommer aldrig til at se en ny vinters sne - og jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde igen skal mærke endnu en sommersols livgivende varme; og det er med den overbevisning, at jeg begynder at skrive min tragiske historie.”

Dragende og frastødende

Matildas historie er lige så sørgelig som den er uhyggelig. Den tragiske historie kulminerer, da faderens kærlighed viser sig ikke kun at være faderlig, men decideret kødelig. Deres veje skilles igen - faderen begår selvmord, og Matilda vender igen tilbage til ensomheden. Hun ender sit liv i stor fortvivlelse - fuld af sorg og skam.

"Matilda" er dragende og frastødende, forrygende og foruroligende - og efterlader denne læser både forpustet og fascineret. En hæsblæsende roman om fortvivlelse, begær, skam og død. Romanen er fortalt med en stakåndet fortællerstemme - med høj puls og stor patos. Som forfatteren Cecilie Lind (f. 1991) skriver i sit fremragende efterord: ” "Matilda" er den mest brutale og perverse roman om uskyldstab jeg har læst. Og den skønneste. Bedaget og dugfrisk.”

Mary Shelley (1797-1851) var en engelsk banebrydende forfatter, som skrev romaner, biografier, essays og rejseskildringer. Hun er mest kendt for sit ikoniske værk, gyser- og science fiction-klassikeren "Frankenstein", der udkom anonymt i 1818.

Mary Shelley blev født i London som datter af filosoffen William Godwin og forfatteren og feministen Mary Wollstonecraft. Som 17-årig stak hun af hjemmefra sammen med digteren P.B. Shelley, som hun siden giftede sig med.

"Frankenstein", der i første omgang blev skrevet som en spøg på en ferie med bl.a. forfatterne Lord Byron og John William Polidori, var Shelleys første roman.

Materialer