Raymond Carver og bogforsiden Her hvor jeg ringer fra

Biblioteket anbefaler: Raymond Carver: "Her hvor jeg ringer fra"

Det flyder med alkohol, hemmeligheder og trusler i Raymond Carvers novellesamling, "Her hvor jeg ringer fra", men samlingen er også gennemsyret af håb.

Noget af det bedste ved at være en læsehest er, at man aldrig løber tør for bøger. Man kan blive ved i det uendelige med at opdage nye, funklende forfatterskaber, hvis værker mærkbart eller umærkeligt ændrer ens verdensopfattelse.

Den amerikanske forfatter Raymond Carver er utvivlsomt én af dem, der fortjener at blive opdaget og læst, langsomt og med åbne øjne.

Novellesamling med gamle kendinge

"Her hvor jeg ringer fra" er en samlet udgave af alle de Carver-noveller, der hidtil er oversat til dansk, nemlig "Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed", "Nærhed og andre historier" og "En alvorlig samtale og andre noveller".

Hver eneste novelle i samlingen bevæger og overrasker én. Hver eneste fortælling river noget fra hinanden for straks at reparere det igen, for det er det sproget kan, når det er bedst. Carvers noveller handler om mennesker, der lever på kanten af afgrunden, mennesker der er på flugt og mennesker, der slås med deres fortid og nutid.

Novellerne flyder med alkohol, hemmeligheder, trusler og ulykker, men der er også glimt af håb, nærhed og fortrolighed. Og alt sammen skildres det med en indsigt, sproglig knaphed og billedskabende styrke, der lader de færreste læsere stå uberørt tilbage.

Alkoholen flød ikke kun på papiret

Novellerne er – som det meste af forfatterskabet – i høj grad bygget på Carvers eget liv. Han voksede op i et fattigt hjem med en alkoholiseret og voldelig far og blev gift og fik sit første barn allerede som 19-årig.

I mange år havde han forskellige småjobs for at forsørge sin familie, mens han tog en BA i kreativ skrivning, og hans forfatterkarriere langsomt tog fart. Det samme gjorde hans eskalerende alkoholmisbrug.

Grunden til, at han blev digter og novelleforfatter, har han forklaret med, at digte og noveller er hurtigere og mere overskuelige at skrive end romaner – og man dermed kan nå at skrive dem, inden man bliver for fuld.

10 år inden han døde, lykkedes det Carver at komme ud af alkoholismen, og han tilbragte sine sidste år med sin anden kone, forfatteren Tess Gallagher og underviste på forskellige amerikanske universiteter.

raymond Carver

Raymond Carver

(1938-1988) Han slog sit navn fast som en af USA's betydelige moderne prosaforfattere med novellesamlingen "Will You Please Be Quiet, Please" fra 1976.

Carver bliver anset for at være en af det 20. århundredes største amerikanske forfattere, og han er blevet sammenlignet med både Hemingway og Tjekhov. En del af hans noveller blev i 2003 filmatiseret af Robert Altman bl.a- den oscar-nominerede "Short Cuts".

Hans stil har også sat sine spor hos adskillige danske novellister som Pia Juul, Helle Helle og Naja Marie Aidt, og blandt hans store fans tæller også den norske forfatter Per Petterson.

Materialer