Biblioteket anbefaler "Små påsatte brande" af Celeste Ng

"Små påsatte brande" er en fint konstrueret og finurlig roman, der rusker forsigtigt op sine personer.

I Shaker Heights er der orden i sagerne. Vejene former et sirligt symmetrisk net, husenes farver er afstemt efter hinanden og beboernes liv er så velplanlagte, at intet er overladt til fantasien.

Ingen finder større tryghed i dette, end Elena Richardson, hvis største ambition er at leve op til det forventelige. Men midt ind i ordentlighed træder Mia Warren, en gådefuld kunstner og alenemor, der ankommer til velhaverkvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson.

Snart bliver Mia og Pearl langt mere end lejere, for alle fire børn i Richardson-familien drages mod de to nyankomne. Men Mias hemmelighedsfulde fortid og anderledes forhold til tingene truer med at forstyrre roen i det velordnede kvarter.

Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et efterladt spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighederne ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går hver sin retning, og det gør Elena fast besluttet på at bringe hemmelighederne om Mias fortid frem i lyset.

Denne besættelse af Mias historie får uventede, dramatiske konsekvenser, både for Elene selv, hendes børn og det lille samfund. Små påsatte brande er underholdende og overraskende læsning fra første til sidste side.

Om Celeste Ng

Celeste Ng, der er født i 1980, er en amerikansk forfatter. Hun er datter af et ægtepar fra Hongkong, som flyttede til USA i slutningen af 60’erne, og voksede op i Pittsburgh. Da hun var 10 år, flyttede familien til Shaker Heights, Ohio.

I dag bor hun i Massachusetts med sin mand og søn. Celeste Ng har læst engelsk på Harvard University og romandebuterede i 2014 med Everything I never told you, der udkommer på dansk i 2019. Bogen blev en New York Times bestseller, udpeget til at være blandt årets bedste bøger af flere medier og vandt en række priser.

Små påsatte brande (eng. Little Fires Everywhere) er hendes anden roman – den strøg ind på toplisterne, vandt Goodreads’ afstemning for årets bedste roman i 2017 og er udkommet i over 20 lande. Derudover har Reese Witherspoon købt rettighederne til at tv-filmatisere romanen. I Danmark er bogen udkommet på Politikens forlag.

Materialer