Biblioteket anbefaler: 'Sult' af Knut Hamsun

"Det var i den tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania" Sådan lyder de verdenskendte indledningslinjer i en bog, der er så stor og lysende, at man næsten har brug for et nyt ord for mesterværk.

”Sult” er Knut Hamsuns egentlige debutroman, og allerede da den udkom i 1890, blev den en litterær succes af dimensioner. Den regnes stadig blandt de helt centrale romaner i europæisk romankunst, og er i mine øjne en af de mest moderne romaner, der er skrevet.

Året er 1890. Bogens fortæller er en forarmet ung mand, der vandrer hvileløst gennem Oslos gader. Hans liv er en levende labyrint af hallucinationer og forvildede forestillinger forårsaget af sult og en ukuelig stolthed. Han forsøger at tjene penge på at skrive artikler til en lokal avis, mens han pantsætter sit tøj, gør krumspring for at skaffe det næste måltid og hele tiden balancerer på grænsen til galopperende galskab. Nu og da lykkes det ham at sælge en artikel og finde en midlertidig udsættelse fra sin ulykke, men det meste af tiden er han for svag til at skrive, hvilket blot er ét af bogens mange paradokser: Når han, ved et tilfælde, kommer til lidt penge, giver han dem nonchalant væk, og når han spiser, kaster han det hele op. Han er irriterende, desperat og ærgerrig, men han er samtidig en af litteraturhistoriens mest indtagende og uudslettelige romanfigur. Han hvirvler rundt i sin planløse sult indtil han til slut, uden nogen særlig grund, går ombord på et skib og forlader byen.

”Sult” har hverken plot, struktur eller udviklingsperspektiver i traditionel forstand, men tager derimod en stemning, et øjebliksbillede og gør det eviggyldigt. Den er planløs i ordets bredeste forstand, og måske består romanens blivende fascinationskraft netop i, at den udpensler det planløse element, som de fleste mennesker indeholder, og måske længes efter, lige meget hvor mange handleplaner og tidsøkonomiske strategier man presser ned over det. 
 

Materialer