Biblioteket anbefaler "Thread Ripper" af Amalie Smith

01.03.21
Litteraturformidler ved Gentofte Hovedbibliotek, Christine Fur Fischer, anbefaler Amalie Smiths nyeste bog "Thread Ripper".

Thread Ripper, som er Amalie Smiths seneste bog udgivet i 2020, er et smukt helhedskunstværk, et sanseligt indblik i en kunstners arbejde, en tidsrejse i digitalisering fra oldtiden og frem til nu - og en metatekst om et andet kunstværks tilblivelse. I teksten møder vi nemlig en yngre kvinde, der får til opgave at væve et tæppe til at hænge i Digitaliseringsstyrelsen. Ligesom Amalie Smith selv i de senere år har digitalvævet tæpper til Ørestad Gymnasium og indgangspartiet til tre ministerier i Slotsholmsgade.

Amalie Smith er uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015 og arbejder både med litteratur og kunst. Hun er kendt og anerkendt for sine genreoverskridende værker, der lader teksten interagere med andre kunstformer som video, fotografi, skulpturel kunst og nu også digitalvævning. Bogen Thread Ripper bærer genreprædikatet ’hybrid’, og er ifølge forfatteren (kunstneren) selv vævet sammen af forskellige tekstspor.

I praksis betyder det, at siderne til venstre er fortællerens historie om arbejdet med et digitalt vævet tæppe - fra digital algoritme til færdigt fysisk vævet værk - , mens højresiderne er mere faktuelt forankrede i vævningens historie og den videnskabelige udvikling fra hulkort i maskinel vævning til computeralgoritmer. Her er hovedfokus på videnskabskvinden Ada Lovelace, der var den romantiske digter Lord Byrons datter, og som betragtes som ophavskvinde til de computeralgoritmer, som søgemaskinerne bruger i dag.

Amalie Smith skriver eminent! Følsomt og præcist med korte, afgørende nedslag i processen med vægtæppernes tilblivelse, der samtidig kommer til at handle om fortællerens forhold til kæresten William og spørgsmålet, om de skal materialisere deres forhold i et barn.

Derudover er det dybt betagende at få øjnene op for den sammenhæng, der tilsyneladende er mellem vævning og teknologien bag de digitale netværk, som vi i dag hele tiden benytter os af. Det er næsten bevidsthedsudvidende at være vidne til, hvordan de såkaldte selvlærende algoritmer til sidst materialiseres i et vævet tæppe. Som man derefter kan google frem og se ægte billeder af på internettet i form af Amalie Smiths smukke værker

Machine Learning I, II, III (2018) og Hypertextile (flipside) (2019). Og det kan varmt anbefales! Ligesom Thread Ripper, som er noget af det mest interessante, tankevækkende og intelligente, jeg længe har læst.

Fakta om forfatteren

Amalie Smith er født i 1985, uddannet fra Forfatterskolen og Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Hun har udgivet syv skønlitterære bøger og har udstillet på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARKEN og ARoS.

Hun har modtaget en lang række priser herunder Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2015 og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2017.

Materialer