Biblioteket anbefaler 'Til rette vedkommende' af Einar Már Guðmundsson

17.10.19
Oplev Einar Már Guðmundsson, en af Islands mest anerkendte og populære nulevende forfattere, på Gentofte Hovedbibliotek mandag 18. november kl. 19.

Einar Már Guðmundsson (f. 1954) fremstår som en fornyer af islandsk litteratur. Traditionelt har islandske forfattere skrevet om naturen og livet på landet, men med Einar Már Guðmundsson har det moderne Island, bylivet, rockmusikken og det politiske fået en litterær stemme.

Han debuterede i 1980 og har skrevet både digte, romaner, noveller, børnebøger og enkelte filmmanuskripter. Hans bøger, der er oversat til omkring 30 forskellige sprog, rummer en original blanding af poesi, fantasi og realisme og er båret af en umiddelbar fortælleglæde. Han har modtaget en lang række priser og udmærkelser, bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det Svenske Akademis Nordiske Pris.

Mange betragter nok Einar Már Guðmundsson primært som romanforfatter. Han har da også udgivet langt flere romaner end digtsamlinger. Ikke desto mindre debuterede han som lyriker og sondrer ikke selv så meget mellem de to genrer. Lyrikken skal ifølge ham rumme en historie lige så vel som prosaen skal være poetisk. Noget han efter min mening mestrer til fulde.

Einar Már Guðmundssons seneste udgivelse er digtsamlingen Til rette vedkommende, som netop er udkommet i dansk oversættelse af Erik Skyum-Nielsen og illustreret med syv smukke litografier af den islandske kunstner Tryggvi Ólafsson, som døde tidligere på året.

Til rette vedkommende er delt op i syv dele og kredser om både store universelle emner som livet og døden og om mere jordnære emner, hvor Einar Már Guðmundssons sociale indignation og engagement skinner tydeligt igennem. Der er kærlighedsdigte, digte om tidens gang og digte om at flyve. Fælles for dem alle er deres enkelhed og klarhed og deres fine blanding af melankoli og håb. Humoren spiller også en stor rolle, som det typisk gør i Einar Már Guðmundssons tekster. En humor, som både løfter stemningen og understreger budskabet.

Fuglen siger:
”En digter som ikke kan flyve
er ikke en digter,”

og digteren svarer:
”En fugl som ikke kan digte
er ikke en fugl.”

”Skal vi så ikke deles
om opgaverne?
Jeg flyver. Du digter.”

Oplev Einar Már Guðmundsson på Gentofte Hovedbibliotek
Mandag den 18. november kl. 19.00 gæster Einar Már Guðmundsson Gentofte Hovedbibliotek. Her vil han i samtale med Erik Skyum-Nielsen fortælle om sit forfatterskab og inspirationen fra den islandske fortælletradition og de islandske sagaer. Billetter kan købes på via linket her.

Arrangementet er en del af temaudstillingen Enter Njála, som du kan læse mere om her. Læs mere om udstillingen her. 

Af Therese West Boardman, bibliotekar og litteraturformidler, Gentofte Hovedbibliotek

 

Materialer