Biblioteket anbefaler "Vandpest" af Merete Pryds Helle

Merete Pryds Helles første roman "Vandpest" er fra 1993, og foregriber allerede dengang et opgør mellem naturen og mennesket.

Jeg læste Merete Pryds Helles anden bog og første roman Vandpest, da jeg var 19 år og gik til studentereksamen. Min dansklærer i gymnasiet havde introduceret os til hende, ligesom vi havde læst Christina Hesselholdts formidable lille debutroman Køkkenet, gravkammeret & landskabet og Helle Helles noveller.

Stilen i deres tekster var ny for mig og ramte noget i mig, som jeg tror bærer en stor del af grunden til, at jeg besluttede mig for at læse Litteraturvidenskab på universitetet.

Jeg glemmer aldrig den fortættede stemning i Vandpest, som jeg lå i mit værelse i mit barndomshjem og læste indimellem eksamenslæsningen med forsommersolen stående ind ad vinduet i karnappen og med lydene fra fuglene ude i haven.

Selv om jeg har læst mange bøger siden Vandpest, er den stadig blandt de bogminder, jeg skatter højest. I dag er Pryds Helle jo med Folkets skønhed og Vi kunne alt blevet allemandseje, men hendes tidlige værker har noget spædt og sprødt over sig, som de store brede fortællinger ikke har.

Beskrivelserne af Beatrice og Malcolm på deres ballonfærd, af Mikael, Agnes og den umælende Kate, og af landskaberne, som personerne bor eller rejser i, er eventyrlige på en foruroligende måde. Landskaberne, der ustandseligt og på et øjeblik forandrer sig.

På den måde er Pryds Helle i Vandpest forud for sin tid, og foregreb allerede i 1993 et opgør mellem naturen og mennesket, der resulterer i et landskab, der ikke er til at stole på; hvis stabilitet, mennesket ikke kan regne med. Vandpest kan sagtens tåle en (gen)læsning, og sommeren er perfekt til mødet med dette frugtbare, foranderlige, pulserende landskab og dets melankolske indbyggere.

Merete Pryds Helle debuterede i 1990 med novellesamlingen Imod en anden ro. Vandpest fra 1993 er hendes første roman og hænger sammen med den selvstændige fortsættelse Men jorden står til evig tid fra 1996.

Gennem over tyve år, har Pryds Helle skrevet en lang række romaner, SMS-romaner, billedromaner og krimier under pseudonymet Liv Mørk. I 2016 udkom Folkets skønhed, der for alvor blev en læsersucces, og som indbragte Pryds Helle boghandlernes pris De Gyldne Laurbær. Hendes seneste udgivelse er den selvstændige fortsættelse Vi kunne alt fra 2018.

Om Merete Pryds Helle

Merete Pryds Helle er uddannet fra Forfatterskolen i København i 1990 og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Af litteraturformidler Christine Fur Fischer, Gentofte Hovedbibliotek.

Materialer