Margot Robbie spiller hovedrollen i filmen.
Margot Robbie spiller hovedrollen i filmen.

Biblioteket anbefaler "Z for Zachariah" med Margot Robbie

06.03.19
En larmende katastrofefilm, hvor verden går under i en hær af zombier eller gigantiske vandmasser. Og samtidig en stille film om, hvad jordens undergang gør ved de sidste mennesker.

Katastrofen er her

I filmen Z for Zachariah har en atomkrig lagt det meste af verden øde, men et uforklarligt meteorologisk fænomen har skabt et strålingsfrit område i en lille grøn dal. Et frugtbart paradis midt i en verden fuld af dødbringende stråling. 

Her lever den unge Ann Burden et ensomt og arbejdsomt liv på familiens gård. Hendes familie drog afsted for at finde overlevende, og ingen er vendt tilbage.

Og der var to

Ind i dette ensomme paradis træder videnskabsmanden John Loomis. Han er begejstret over at finde dette uventede helle. De to nærmer sig langsomt hinanden, skønt de ser meget forskelligt på det liv de har. 

Ann er hårdtarbejdende og har sin kristne tro. John kommer med nye idéer, som ikke ligger i tråd med Anns overbevisning. De er dog begge taknemmelige for at have selskab. 

Hvad betyder egentlig noget i den sidste tid?

Ann forsøger at forføre ham, men John holder afstand, som den gentleman han er (eller er han?). Han tænker, at de har al tid i verden. Men netop som de to er ved at finde rytmen i den nye form for hverdag, dukker Caleb op. 

Caleb er ung og forførende, og trekantsdramaet skaber uro i det lille paradis. Alle tre har hver deres dagsorden, og det er interessant at se, hvordan tingene udvikler sig. 

Hvad har betydning, når der kun er tre mennesker tilbage på jorden? Tro? Fremtid? Kærlighed? Arbejde? Videnskab? Hudfarve?

Filmen bygger på bogen af samme navn, skrevet af Robert C. O'Brien og udgivet i 1974.

Tips

Illustreret Videnskab har i deres anmeldelse af filmen tilføjet nogle tips til at overleve en atomulykke. Du kan f.eks. kigge i bogen Nuclear War Survival Skills, der betoner de tre vigtigste elementer: Byg det rigtige shelter, find rent drikkevand og forbered dig psykisk. Derudover kan man downloade en gratis app fra IAEA (Det Internationale Atomenergiagentur) med en handleplan, der viser, hvad man skal gøre ved en atomkatastrofe.

Af bibliotekar Dina Lemming Pedersen, Gentofte Hovedbibliotek.

Z for Zachariah, 2015. Instrueret af Craig Zobel.

Materialer