
Filmstriben: 5 højdepunkter fra 2021
Fritz Langs klassiker "M for murderer" fra 1931, en ny-restaureret udgave af Marcel Carnés "Paradisets Børn" fra 1945, Roman Polanskis første engelsksprogede film, "Chok" fra 1965, og den uafrystelige sovjetiske anti-krigsfilm "Gå og se" fra 1985 er blot nogle få eksempler på ældre titler, der er lagt på sitet i løbet af 2021.
Danske film-hits som "Erna i Krig", "Undtagelsen", "Vores mand i Amerika" og "Shorta" ligger der skam også.
Men de udenlandske film stod i kø i 2021 – her får du fem fremragende bud på, hvad du kan se næste gang, du lægger vejen forbi Filmstriben.
"The Farewell" (USA)
Modvilligt forlader Billi (spillet af rapperen Awkwafina) New York og rejser hjem til familien i Changchun, Kina. Anledningen er, at bedstemor Nai Nai kun har få uger tilbage at leve i, og familien skal samles til et fælles farvel. Familien har imidlertid besluttet ikke at fortælle Nai Nai sandheden om sin tilstand.
"The Farewell" er en både sjov og hjertegribende fortælling om familie på tværs af forskellige kulturer. Awkwafina vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle ved Golden Globes.
"Systembryder" (Tyskland)
Benni er en 9-årig tornado i pink dunjakke. Hun er en systembryder. En kastekugle mellem forskellige institutioner, der ikke kan håndtere hendes udbrud af raseri og barske ydre. Systemet er ved at give op, men da Micha bliver ansat som hjælper på hjemmet, begynder Benni for første gang at åbne op.
"Systembryder" modtog Sølvbjørnen for bedste film på Berlin Film Festival i 2019. Og filmen var Tysklands kandidat til en Oscar-statuette for bedste fremmedsprogede film i 2020.
"Kammerater" (Rusland)
"Kammerater" er et historisk drama i sort-hvid om Novocherkassk-massakren i Sovjet i 1962. Ludmila er medlem af det lokale kommunistparti, og da hun vidner en massakre under en arbejdsstrejke, hvor hæren skyder mod demonstranterne, ændrer hun sit syn på det kommunistiske projekt.
Filmen er instrueret af den 83-årige veteran Andrei Konchalovskij og er et overbevisende portræt af, hvordan Sovjetunionen var afhængig af vold mod egne indbyggere for at bevare kontrollen over sit regime. Et ubærligt og uhyggeligt historisk drama, men også fabelagtig smuk.
"Minari" (USA)
Jacob og Monica har forladt Korea for at søge lykken i USA. Efter et par år med hårdt arbejde i Californien køber de et stykke land i Arkansas, hvor Jacob vil forsøge at etablere en farm. Monica er ikke begejstret for at skulle starte en ny tilværelse i en faldefærdig husvogn midt i ingenting.
"Minari" er en drømmende, hjertevarm og usentimental fortælling om, hvordan planter såvel som mennesker forsøger at slå rødder og finde et hjem på fremmed mark. Filmen vandt en Golden Globe og Yuh-Jung Youn, der spiller bedstemor Soonja, vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle.
"The Father" (FRA/UK)
Anthony er en kultiveret mand. Han lytter til opera, spiller klassisk musik og læser stor litteratur. Men han har Alzheimers, og det skaber store udfordringer for hans omsorgsfulde datter, Anne. Anthony skræmmer alle sine hjemmeplejere væk, og efterhånden som hans greb om virkeligheden smuldrer, bliver Anne nødt til at træffe et svært valg – for sig selv og for sin far.
"The Father" er en gribende og stærk fortælling om den ubetingede kærlighed til dem, man elsker allerhøjest, og Anthony Hopkins og Olivia Colman leverer skuespil i verdensklasse.