
Harry Potter fylder 25 år
Der er løbet en del troldmandsblod under broen i de 25 år, der er gået, siden Harry Potter debuterede som ung troldmandslærling sammen med vennerne Ron og Hermione.
Harry Potter og de vises sten udkom i juni 1997 på forlaget Bloomsbury i London, og bogen vandt ikke kun adskillige børnehjerter, men også flere britiske børnebogspriser. Da bogen blev filmatiseret i 2001 nåede populariteten nye højder, og "Potter-manien" lever stadig i bedste velgående hos store og små verden over.
I 2020 udkom en smukt illustreret version af bogen, som giver historien en ekstra dimension – den kan du selvfølgelig låne på biblioteket. Du kan også kaste dig over lydbogen, filmen eller måske podcasten "Harry Pottcast & De Vises Sten", der tager bogen under kærlig behandling.