Litteraturformidlerens Top 10 - Therese

11.12.20
I de kommende dage frem til jul vil bibliotekets litteraturformidlere præsentere hver deres Top 10 over bøger, de har nydt at læse i det forgangne år, og som de ønsker at dele med vores læseglade brugere.

Nogle af bøgerne kan lånes på e-reolen, mens andre kan bestilles til afhentning på Hovedbiblioteket. 

Se de ekstraordinære åbningstider for Hovedbiblioteket her på vores hjemmeside.

Se litteraturformidler Christines top 10 her på vores hjemmeside.

Se litteraturformidler Pauls top 10 her på vores hjemmeside.

God læselyst – og glædelig jul!

10. Karl Ove Knausgård: Morgenstjernen

Karl Ove Knausgårds nye roman ”Morgenstjernen” er netop udkommet på dansk. Romanen er på 666 sider, hvilket vist næppe er nogen tilfældighed!

I "Morgenstjernen" følger vi en række mennesker henover to afgørende dage i deres liv. De bakser alle med hver deres problemer.

Litteraturprofessoren Arne er sammen med sin familie i et feriehus på landet. Ferien er snart slut, og deres ven, rigmandssønnen Eigil, opholder sig i et sommerhus i nærheden. Et andet sted i Norge er præsten Kathrine på vej hjem fra et seminar, men indlogerer sig på et hotel i stedet for at tage hjem til familien.

En aften dukker en gigantisk stjerne op på himlen over dem. Hvad er det for et fænomen? Alle taler om stjernens enorme kraft, men har forskellige opfattelser af, hvad de oplever.

Og så går livet ellers videre - dog ikke helt som før, fordi usædvanlige hændelser begynder at ske.

”Morgenstjernen” er en roman om de store spørgsmål i livet og om alt det, vi mennesker ikke forstår. Og selvfølgelig et must-read for alle Knausgård-fans!

 

9. Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn

Den autofiktive roman ”Oktoberbarn” er skrevet af den svenske forfatter Linda Boström Knausgård.

Hovedpersonen, jeg-fortælleren Linda, er i perioder tvangsindlagt og udsættes for gentagne elektrochokbehandlinger. Dagene og nætterne smelter ofte sammen og undervejs i forløbet kæmper hun med angsten for at miste sin hukommelse og værst af alt adgangen til sine minder.

Romanen veksler mellem de konkrete oplevelser under indlæggelserne og hendes barndoms- og ungdomsminder, og ikke mindst minderne om livet med hendes daværende mand og deres fire børn.

Erindringerne tager tydeligvis afsæt i forfatterens eget liv. Linda Boström Knausgård var gift med den norske forfatter Karl Ove Knausgård fra 2007 til 2016.

Det gør ondt at læse ”Oktoberbarn”, men Linda Boström Knausgårds nærvær og hudløse tilgang til stoffet gør det til en meget intens og virkelig berigende læseoplevelse.

8. Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara

Ida Jessens nye roman ”Kaptajnen og Ann Barbara” foregår tilbage i 1754.

Romanen er intet mindre end en western fra den jyske hede!

En fremmed ankommer til en fjernt beliggende egn med en klar mission. Den fremmede er kaptajnen Ludwig von Kahlen. Han er kommet for at bevise, at ørkenen kan opdyrkes.

Ingen ved, hvem der ejer heden. Den brutale godsejer Schinkel mener, at den er hans. Men en sommerdag kommer den gådefulde Ann Barbara vandrende over heden. Hun allierer sig med kaptajnen og så sker der ting og sager!

”Kaptajnen og Ann Barbara” er en virkelig gennemført roman - Ida Jessen skriver formidabelt! Læs blot hér starten på romanen, som giver klare associationer til Inger Christensen:

” (…) vinden er der altid. Natten og dagen er der også. Ulve er der, hugorme ruller sig sammen, sommergule sommerfugle patruljerer, lærker stiger op. Rovfugle er der. Boliger er der ikke. Mennesker er der ikke. Lyset og mørket er der, og gråt er der. Natten og dagen er der, og årstiderne er der. Vinden. Vinden er der.”

7. Jens Smærup Sørensen: Klinten

I Jens Smærup Sørensens seneste roman ”Klinten” møder vi beboerne på villavejen Klinten. Hovedpersonen er den ca. 35-årige Jeppe, som for en tid har installeret sig i sine forældres hus. Hans isolation brydes imidlertid af den energiske Sigrid. Hun er initiativtager til et beboermøde om kystsikring, som hun får Jeppe til at hjælpe sig med. Inden han ser sig om bliver han mere og mere involveret i naboernes liv (og død) og ikke mindst Sigrid får stor betydning for ham og vækker ham til live.

Det øvrige persongalleri i ”Klinten” er stort og broget. De har normalt ikke meget med hinanden at gøre, men fællesmødet omkring kystsikringen bringer dem endelig sammen. Spørgsmålet er så, hvorvidt de kan blive enige om noget som helst?

”Klinten” handler overordnet om natur, (klima)krise og fællesskab. Den handler om naturens stærke kræfter og det nødvendige fællesskab, som i romanen opstår i forbindelse med kystsikringen.

En meget velfortalt og veloplagt roman. Humoristisk og livsbekræftende!

6. Rachel Cusk: Faye-trilogien

Den canadisk-britiske forfatter Rachel Cusk har skrevet romaner siden 1990’erne, og hendes første roman på dansk udkom i 1999. Det er dog først med romantrilogien om forfatteren Faye, at hun er blevet et internationalt kendt navn.

Faye-trilogien består af de tre bøger ”Omrids”, ”Transit” og ”Kudos”.

Med Faye-trilogien er Rachel Cusk blevet kaldt en fornyer af romangenren med sin dialogbårne stil, der kun giver et omrids af fortælleren og til gengæld vender projektøren i retning af de mennesker, hun møder på sin vej. Man får altså kun sporadisk indsigt i Fayes sjæleliv, men lærer hende efterhånden mere og mere at kende via de personer hun møder på sin vej.

Faye-trilogien er en meget elegant fortælling om identitet og refleksion og ikke mindst om fortællingens magt.

En virkelig fascinerende trilogi, der begynder i luften og slutter i havet...

Nok den største læseoplevelse jeg personligt har haft i det forgangne år!

5. James Rebanks: Fårehyrdens dagbog

James Rebanks er en engelsk fårehyrde, som driver en familiegård i Lake District i det nordlige England. "Fårehyrdens dagbog" er hans første bog, som er blevet intet mindre end en bestseller.

"Fårehyrdens dagbog" er en erindringsbog og en førstehåndsberetning om Rebanks-familiens liv gennem flere generationer.  Det er en bog om fåreavl, om arbejdet med at samle og lede fårene, om at samarbejde med de uundværlige fårehunde, om at fodre, slagte, klippe, kastrere og helbrede dyrene. Bogen handler om at høre til et sted og om at leve et liv i tæt samspil med naturen, på godt og ondt. 

Det er en meget velskrevet bog, som giver læseren stor indsigt i en særlig livsform dikteret af årstidernes skiften og arbejdets nødvendighed.

Det er samtidig en smuk og medrivende læseoplevelse om det tætte bånd mellem dyr og mennesker og ikke mindst mellem generationerne i familien Rebanks.

4. Thomas Korsgaard: Tyverier

”Tyverier” af Thomas Korsgaard består af 15 noveller, der på hver sin måde handler om ensomhed og hemmeligheder og om forbindelser og kommunikation (eller mangel på samme) mennesker imellem.

Der er ofte en afstand eller en distance mellem karaktererne, men også et tydeligt ønske om at opnå kontakt og samhørighed.

Novellerne beskriver en række karakterer, der er pressede enten udefra eller indefra, og som ikke altid lever op til samfundets eller familiens normer, men som gør det så godt, som de nu kan.

Det er nogle rørende portrætter af en række ensomme og ind imellem også lidt sølle eksistenser. Ligesom i Thomas Korsgaards romaner skriver han med stor indsigt og ikke mindst med stor solidaritet.

Thomas Korsgaard har et helt særligt talent for at mikse tragedie og komedie. Og så er han altså virkelig en mester i at skrive replikker!

3. Friða Ísberg: Kløe

Novellesamlingen ”Kløe” af den unge islandske forfatter Friða Ísberg (f. 1992) var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020.

”Kløe” handler om mennesker, som på den ene eller anden måde er virkelig trætte af deres samtids forventninger eller krav. Karaktererne kommer igen og igen til at sidde fast i deres egne forhold og i deres omgang med andre.

Novellerne er en slags undersøgelse af folks grænser – en undersøgelse af kontakten og ikke mindst den manglende kontakt mellem dem.

”Kløe” er en stærk og også ret humoristisk novellesamling, der meget fint reflekterer over de krav, som vi mennesker bevidst eller ubevidst stiller til os selv og andre.

I Nordisk Råds motivering står der bl.a.:

”Værkets værdi består først og fremmest i en stærk følelsesmæssig tilgang, der kræver, at læseren må forholde sig til holdninger og værdier i nutiden.”

2. Kamo no Chomei: Den vemodige eneboer

”Hojoki. Den vemodige eneboer” er en buddhistisk eneboers betragtninger over livets foranderlighed og altings forgængelighed - skrevet i 1200-tallets Japan, men som forlaget Vandkunsten skriver på deres hjemmeside: ”Måske mere end nogensinde relevant for det moderne menneske.” Ikke mindst i denne særlige corona-tid!

Chomei søger beroligelse i at leve ét sekund ad gangen - uden forventning om, hvad de næste sekunder, eller timer, eller dage, eller år vil bringe. 

Det er ifølge ham den eneste måde man kan leve roligt og harmonisk og opnå sjælefred. At tage alting, som det kommer. Lettere sagt end gjort!

Mit yndlingssted i bogen lyder som følgende:

”Jeg tænker på mit liv som noget, der ligner de drivende skyer, jeg beslutter intet, og jeg forventer intet. Livets glæder består i at tage en lur, når og hvor man har lyst, og det eneste, jeg ønsker her i livet, er at se landskabernes skønhed på de forskellige årstider.”

 

1. Tarjei Vesaas: Is-slottet

”Is-slottet” er skrevet af den norske forfatter Tarjei Vesaas i 1963.

Den handler om et spirende venskab mellem de to 11-årige piger, Siss og Unn. Unn er flyttet til bygden efter moderens død. I skolen møder hun Siss, som hun inviterer hjem til sig og inde på værelset bag en lukket dør nærmer de to piger sig famlende hinanden. Stemningen på værelset er sitrende og intens og det intime møde ender brat.

Næste dag føler Unn sig så forlegen at hun vælger ikke at gå i skole. I stedet går hun på opdagelse i den smukke og barske natur. Unn vender ikke hjem igen til bygden. Resten af bogen handler om eftersøgningen af Unn. Hele vinteren håber Siss, men da foråret kommer, er Unn stadig væk. Kun læseren kender sandheden om hendes forsvinden.

”Is-slottet” er en meget smuk og eventyrlig roman om længsler, ensomhed og en søgen efter fællesskab. Den er dragende og isnende gådefuld i sin beskrivelse af de menneskelige drifter og naturens kraft.

Materialer