Foto: Mette Johnsen
Foto: Mette Johnsen

Med Mette Hegnhøj i Nationalpark Thy

Bibliotekerne sætter sammen med DR og natur- og friluftsorganisationer fokus på natur og litteratur i kampagnen ”Vores natur”. DR har inviteret fem danske forfattere ud i naturen for at fortælle om netop deres forhold til den.

Mette Hegnhøj skriver børnelitteratur til folk i alle aldre. Ved at lytte sig frem og veje hver enkelt sætning skriver hun i et præcist og legende sprog om remoulademadder, kønsorganer, antikvariske bøger og bandende møgunger med pyromanske tilbøjeligheder.

Mette Hegnhøj kommer fra Thy. Her er hun taget med Vores Natur LIVE ud i det åbne landskab i Nationalpark Thy, hvor hun fortæller om, hvad naturen betyder for hende, når hun skriver sine bøger.

Naturen er inspirerende

Når hun vandrer i naturen, får tankerne også mulighed for at vandre. Og konkrete steder, som f.eks. en tidligere udbrændt skov, Den døde skov i Stenbjerg Klitplantage, er sprogligt pirrende og giver hende lyst til at placere personer i et sådant miljø.

Naturen er nemlig også i hendes bøger. Mette Hegnhøj fortæller, hvordan naturen kan rumme hendes personer, men også give dem modstand. F.eks. i billedromanen Møgungen, som handler om en vred og utilpasset dreng, der både bander og sætter ild på ting, og som pædagogen Helge Helge tager med på overlevelsestur i de svenske skove.

Oplæsning

I indslaget læser Mette Hegnhøj op fra Mig Mona altid i træsko (røde).

Vores Natur LIVE er produceret af DR, Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum.

Læs mere om Mette Hegnhøj på Forfatterweb