Personalet anbefaler ondskabsfulde bøger

Den mørke tid er over os. Her anbefaler vi bøger til at læse langt ud i den skumle nat.

Zombier og vampyrer, djævle og dæmoner, krybende ondskab fra kælderens mørkeste hjørne. Her anbefaler vi bøger, der passer til den mørke årstid. Læs dem, hvis du tør.

Terji Jensen, Voksenbibliotekar:

  • Ira Levin - Rosemarys baby. En moderne gotisk historie om et ungt par, der flytter ind i en bygning med tilsyneladende meget venlige naboer. De ender dog med at blive viklet ind i en satanistisk kult med dæmoniske følger. Velskrevet og særdeles creepy.
  • Stephen King - Ondskabens hotel. Man skal bare lade være med at flytte. En ung familie flytter ind i et afsides liggende hotel i Colorados bjerge for at passe det over vinteren. Hotellet viser sig at være hjemsøgt og får tag i faren, der glider lige så stille ind i sindssyge. Historien er kendt fra Stanley Kubricks fremragende filmatisering, men den fraviger en del fra bogens handling. Der er derfor masser at komme efter, hvis man kun har set filmen.

Kajsa Nerud, Børnebibliotekar:

  • Mats Strandberg - Færgen: Tænk dig alle fordomme du muligvis har om Finlandsfærgen; fulde mennesker, polterabend mænd, partypiger, høje forventninger, buffeter og masser af sprut. Tilsæt en udbrændt tidligere grand prix stjerne, et par dysfunktionelle børn og to vampyrer, så har du handlingen i denne bog.  Vi kan afsløre, at det bliver ret blodigt..
  • John Ajvide Lindquist - Lad den rette komme ind: Endnu en bog om vampyrer - men også så meget mere end det. Året er 1981, og det er efterår i den trøstesløse Stockholmske betonforstad Blackeberg. 12-årige Oskar er mobbet, ensom og udstødt, lige indtil han møder pigen Eli, som er flyttet ind i lejligheden ved siden af ham. Oskar lægger hurtigt mærke til, at Eli er anderledes. Eli går kun ud om natten, og hun skal inviteres ind, hvis hun skal besøge Oskar. Samtidig sker der bestialske mord i området. Kan varmt anbefales! 
  • Line Kyed Knudsen - De døde vågner: En mystisk og dødelig epidemi breder sig med lynets hast. Tilbage står Emily. Det er hendes 18 års fødselsdag, men der er ingen at fejre den med. Hendes familie og venner er døde og den smukke Anthony, som betyder så meget for hende, er forsvundet. Emily må finde ud af, om hun er den eneste, der har overlevet, og hvorfor. Bogen er den første del af en trilogi.

Se flere favoritter til både børn og voksne i listen herunder. 

Materialer