Romantiske romaner til forår og sommer

06.03.23
Det er igen blevet tid til fuglesang, kirsebærblomster og spændende nye forelskelser. En årstid, hvor det er oplagt at finde de romantiske romaner frem fra hylden.

Her er en liste med kærlighedshistorier, der er lige til at forelske sig i.

"Strandlæsning” – en dejlig sommerromance

Den 29-årige January er forfatter til flere romantiske bestsellere, men efter farens pludselige død, befinder hun sig i en skrivekrise, og har mistet troen på kærligheden. Hun finder nemlig ud af, at faren har haft et hemmeligt liv med en elskerinde.

Værst af alt er, at hendes mor, der to gange har overlevet kræft, tilsyneladende kendte til hele affæren.

January flytter af nød ind i det hus, hendes far har efterladt hende ved Lake Michigan i USA i et forsøg på at komme ud af skrivekrisen. Her opdager hun, at nabohuset er ejet af hendes tidligere ærkerival fra universitetet, Gus Everett, som nu også er en succesrig forfatter.

Gus lider også af en skriveblokering efter sin skilsmisse, og på trods af deres forskellige syn på litteratur – og livet generelt – opstår der et uventet venskab imellem dem, da de indgår en pagt for at komme ud af deres begges skriveblokader.

De beslutter, at Gus skal bruge sommeren på at skrive noget romantisk, og January skal skrive den næste store amerikanske roman - altså det modsatte af, hvad de plejer at gøre.

Strandlæsning er perfekt sommerlæsning og har alt, hvad man kan forvente i form af kærlighed, sex og romantik, som holder hele vejen igennem romanen. Du kan ikke andet end at tro på kærligheden efter at have læst den – og det må jo siges være hele meningen med en kærlighedsroman.

Romantisk komedie i bogform

Beth O´Leary har bl.a. skrevet Roadtrip og Lejlighed til deling. Roadtrip er en romantisk komedie om Addie og hendes storesøster, Deb, som er på vej til bryllup i det skotske højland.

Men turen når knapt at begynde, før en bil kører ind i dem. Føreren er ingen anden end Addies eks, Dylan, som hun ellers har haft held med at undgå i to år. Dylan og hans ven, Marcus, er også på vej til brylluppet.

Nu står de fem strandede gæster med én køredygtig, rød Mini Cooper. Så før Addie overhovedet når at protestere, er bilen proppet med mennesker, bagage og betændte hemmeligheder. Det bliver en lang rejse til Skotland..

Lejlighed til deling handler om Tiffy og Leon, der deler seng og lejlighed, men aldrig har mødt hinanden. Tiffy har brug for et billigt sted at bo, og Leon har brug for penge. Han arbejder om natten og ser derfor en mulighed i at udleje sin lejlighed, når han er væk.

Tiffy sover derfor i lejligheden om natten, mens Leon sover der om dagen. De støder aldrig på hinanden og kommunikerer i stedet gennem post-it-sedler, der med tiden bliver længere og længere, og deres forhold blomstrer langsomt op. 

Du finder mere romantik i listen herunder, god læselyst!

Materialer