Biblioteket anbefaler 'Øgledage' af Leif Panduro

Øgledage af Leif Panduro er en anderledes læseoplevelse og har ved udgivelsen i 1961 utvivlsomt fået flere læsere til at klø sig i nakken. Den rablende og billedrige skrivestil og den satiriske tilgang til alvorstunge emner, får romanen til at skille sig ud. Bibliotekar Mette Varmer anbefaler bogen her.

Øgledage er en ung mands monolog om sig selv ”Ja, ja, jeg er en øgle. En af de kvikkeste!”. Han starter sine bekendelser da han er på lokum, og kommer hurtigt ind på sin barndomsven (eller alter ego?) kaldet Pluto. Han fortæller om sine oplevelser af sin mor og far, og sine meninger og teorier om sin lurende værtinde fru. Flugel. Han fortæller om sine inderste tanker, om samfundet og om psyken og genfortæller samtaler med psykologen som han meget passende kalder ”Hr. psyko”.

Egentlig handling er der ikke, men vores fortæller kommer ind på meget som stadigvæk er interessant og aktuelt. Eksempelvis de mange modsætninger der er, i forholdet mellem den ældre og den yngre generation, samfundets syn på psykisk sygdom og spirende seksualitet. Bogen behandler emnerne satirisk hvilket formodentlig har hævet en del øjenbryn, da den blev udgivet.

Samfundets håndtering af, og indstilling til, psykisk syge, får flere kommentarer med på vejen.

”… foregår der frygtelige ting i kloakkerne. Under overfladen gærer det. Store svampede gevækster gror op i nattens løb. Netop nu bliver der taget bestik af os. Hvor skal vi smide den præventivbombe?”

Øglerne (psykisk syge) er de fortrængte, som man skubber i kloakken (anstalten) i stedet for at erkende deres eksistens. Tankevækkende i tressernes Danmark, men bestemt også i dagens og fremtidens Danmark, med ”designer babyer” og hvem ved hvad.
Det er nok meget individuelt hvad man får ud af at læse Øgledage, simpelthen fordi folk er forskellige.

Uanset hvad er Øgledage en meget interessant læseoplevelse som kan læses flere gange i livet. Sikkert med et nyt resultat hver gang.

Ved første øjekast kan bogen synes som en vild omgang rod, men efterhånden som man kommer i gang med bogen, rives man med af det sære sprog som romanen er bygget op af. Det kan godt være at Panduro har arbejdet med et bestemt sprogligt greb, som ikke ligefrem gør det let at læse og forstå bogen. Til gengæld fylder bogen, eller læseoplevelsen meget mere end de 126 sider. Den er mentalt er svær at lægge fra sig.

Så har man mod på en anderledes læseoplevelse der hænger ved, skal man helt sikkert læse Øgledage!
 

Materialer