Foto: Maki Galimberti for ARC
Foto: Maki Galimberti for ARC

Biblioteket anbefaler: Paul Austers ”4 3 2 1”

16.08.17
4 3 2 1 er Paul Austers første roman i syv år. Det omfangsrige coming-of-age-værk stiller det evige spørgsmål "Hvad nu hvis?" og præsenterer forskellige retninger, et enkelt liv kan tage - alt afhængigt af valg og tilfældigheder.

Den amerikanske stjerneforfatter Paul Auster (født 1947) er et af de største fyrtårne i den amerikanske samtidslitteratur. Auster er en intellektuel forfatter og en moderne storyteller, som er både tilgængelig og underholdende. Han debuterede og fik sit store gennembrud med New York trilogien tilbage i midtfirserne og har en stor dedikeret læserskare i Europa, ikke mindst i Danmark, hvor hans bøger i mange år udkom på dansk før de udkom i USA.

Coming-of-age-roman

4 3 2 1 er Paul Austers første roman i syv år. En ambitiøs roman, som han selv betragter som sit hovedværk:

”Alt jeg hidtil har skrevet, har været en forberedelse til at nå det punkt, hvor jeg kunne skrive dette.” (Information, 29. april 2017).

4 3 2 1 er fortællingen om drengen Archibald Isaac Ferguson, som bliver født i 1947 og vokser op som søn af Rose og Stanley. Den ret omfangsrige roman (968 sider) er en coming of age-roman, en slags dannelsesroman, der beretter om Fergusons liv fra tidlig barndom til ung mand. Romanen består af fire separate fortællinger, fire alternative versioner af den samme dannelsesrejse fra dreng til mand.

Fire versioner af et liv

Der er tale om den samme dreng, der fødes ind i en bestemt familie, men tilfældigheder og forskellige valg omkring ham medfører forskellige historier og dermed forskellige liv. Ferguson er optaget af mange af de samme ting i de forskellige historier, og omdrejningspunktet for alle fire versioner af Fergusons liv bliver den unge kvinde Amy Schneiderman, som han møder som teenager og forelsker sig inderligt i. Deres forhold udvikler sig forskelligt i de fire fortællinger, ligesom livets andre forhold som venskaber, karriere, økonomi og seksualitet tager forskellige retninger.

Hvad nu hvis?

Det er fascinerende at se, hvordan Fergusons liv udfolder sig vidt forskelligt i de fire historier. Det spændende ved romanprojektet er det store spørgsmål ”hvad nu hvis?”, som jeg tror, at alle med en vis livserfaring kan relatere til. Samtidig bliver man som læser opmærksom på, hvor mange mulige (og umulige) små og store historier, der er i et almindeligt menneskeliv.

”En interessant tanke, sagde Ferguson til sig selv: at forestille sig hvordan det hele ville have været anderledes, selv om han ville have været den samme. Den samme dreng i et andet hus med et andet træ. Den samme dreng med andre forældre. Den samme dreng med de samme forældre, som bare ikke lavede det samme, som de gjorde nu.”

Materialer