Biblioteket anbefaler "YAHYA HASSAN 2" af Yahya Hassan

Digterkometen Yahya Hassan brød frem på den litterære stjernehimmel med debutdigtsamlingen YAHYA HASSAN i 2013 som bare 18-årig.

Et ekstraordinært talent, sagde anmelderne, og digtsamlingen fik opmærksomhed, allerede inden den udkom, og endte med at blive den bedst sælgende digtsamling nogensinde i Danmark med mere end 120.000 trykte eksemplarer. Forfatteren bag de hårdtslående digte var en danskfødt, statsløs palæstinenser fra Aarhus Vest opvokset i et voldeligt hjem og med en kriminel løbebane, der allerede på det tidspunkt truede med at løbe løbsk.

Hans redning blev i første omgang opdagelsen af litteraturen og forfattere som Karl Ove Knausgård og Michael Strunge, som han spejlede sig i, og som fyrede op under hans eget litterære talent. Han kom ind på Forfatterskolen i København, blev udgivet på Danmarks største forlag og vandt en række priser for debuten.

Perioden efter udgivelsen blev kaotisk, både i kraft af reaktionerne på Hassans kritik af det muslimske miljø i Danmark, der omfattede dødstrusler mod Hassan, og hans egen reaktion på hele det mediecirkus, der fulgte. I de følgende år forsøgte Hassan sig i politik, men mislykkedes, han udviklede et alkohol- og stofmisbrug og blev dømt for vold, trusler, våbenbesiddelse, tyveri og andre kriminelle forhold og endte i fængsel i en periode og til sidst som frivilligt indlagt på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby.

I november 2019 udkom overraskende YAHYA HASSAN 2 uden forvarsel fra forlaget. Hassans anden digtsamling tager tråden op fra debuten og fortæller i samme direkte, mundrette og brutale stil om tiden efter gennembruddet som digter og om skismaet mellem en barndom med vold, frygt, fattigdom og kriminalitet på den ene side og på den anden side livet som feteret og meget ung forfatter, der vælter sig i opmærksomhed, taletid, anerkendelse, forbindelser og pludselige penge. Disse nye digte kredser om det hykleri, der finder sted, når hele den danske kulturelite klapper i hænderne over fænomenet Yahya Hassan, der bryder med den negative sociale arv, mens de selv sidder trygt og godt på Østerbro og ”VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE / OG PISKER BØRNENE MED IDYL.” Og digtene beskriver, hvordan Hassan er fanget mellem to komplet forskellige verdner, som her i digtet ”KRYDSPRES”:

JEG ER VED AT BLIVE MAST MELLEM TO MAGTSTRUKTURER / EN DER FUNGERER OPPEFRA OG NED / OG EN DER FUNGERER NEDEFRA OG OP / JEG STRITTER IMOD MED ARME OG BEN

Yahya Hassan klarede desværre ikke presset. Han blev fundet død i sin lejlighed i Aarhus Vest i foråret 2020, inden han nåede at fylde 25 år. Kometen brændte ud alt for tidligt. Tilbage står hans to kraftfulde bøger, der rummer et sjældent indblik i et socialt belastet ghettomiljø fortalt indefra med en lysende klar og begavet stemme. En stemme, der samtidig rummer en enorm vrede og frustration, som ikke peger i en enkelt retning, men peger mange steder hen.

DA JEG GIK I JAKKESÆT TIL DAGLIG / SAGDE DE AT JEG SKULLE GÅ I NOGET ANDET / DA JEG BEGYNDTE AT GÅ MED SKUDSIKKER VEST OG PISTOL / SAGDE DE AT JEG SKULLE GÅ I JAKKESÆT IGEN / MEN SÅ BEGYNDTE JEG AT GÅ I FÆNGSELSTØJ / DET SIDDER TRODS ALT BEDRE END LIGKLÆDER //

Om Yahya Hassan

Yahya Hassan blev født i 1995 i Aarhus og døde i 2020. For sin debutbog YAHYA HASSAN modtog han Bogforums Debutantpris, 2013, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2014, Politikens Litteraturpris, 2014 og Weekendavisens Litteraturpris, 2014. For YAHYA HASSAN 2, der udkom i november 2019, blev han i februar 2020 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Af litteraturformidler Christine Fur Fischer, Gentofte Hovedbibliotek.

Materialer