Brevene i bøgerne

Anbefalinger af læseværdig boglig brevlæsning om kærlighed, fodbold, cikader og alt det derimellem.

Fra historiens mastodonter

”Intet er så umiddelbart og ægte som et brev. Vi mennesker nedfælder instinktivt vores følelse og erindringer på papir, så de ikke går tabt, og så vi kan dele dem med andre.”

Sådan indleder Simon Sebag Montefiore, der er en af Englands førende historikere, sin nyeste bestsellerbog "Breve fra historien – ord som ændrede verden", der indeholde kommenterede uddrag af breve fra bl.a. Mozart, Hitler, Mandela og Anaïs Nin. Bogen er i øvrigt ganske forfriskende ikke kronologisk, men opdelt efter brevenes temaer, såsom ’opdagelser’, ’kærlighed’ og ’frihedskamp’.

Hvem læser med

Anderledes ser brevforsker John Chr. Jørgensen på det i "Brænd mine breve", der ligeledes veksler mellem breve og kommentarer. Hans udgangspunkt er, at mange kendte mennesker som bl.a. J.P Jacobsen ikke nødvendigvis var umiddelbare og ægte i deres breve – tvært imod var de bekendte med muligheden for eftertidens mulige udgivelse af brevene.
I "Breve fra J.P Jacobsen" har Edvard Brandes udgivet Jacobsens breve til ham. Det er interessant læsning, et følsomt tværsnit af en tid og et kunstnersind, men det kan føles lidt amputeret kun at få Jacobsens breve, der tit forholder sig til Brandes’ ugengivne. 

Pippimors purunge penneveninde

I "Jeg lægger dine breve under madrassen" er man som læser overbevist om, at læse breve med umiddelbare tanker og ægte følelser. Her kan man læse en ukommenteret, mangeårig brevveksling mellem Astrid Lindgren og den unge, usikre og utilpassede Sara. Flere gange i deres overraskende og efter hånden rørende ligeværdige korrespondance lover de hinanden at holde brevene for sig selv. Det kan derfor til tider føles næste voyeuristisk at læse med i en bog, det kun er den ene part, Sara, der har kunne sige ja til at udgive, da bogen udkom adskillige år efter Lindgrens død.

En passioneret-intellektuel forelskelse

Også digterne Ingeborg Bachmann og Paul Celans mangeårige brevudveksling gengivet og kommenteret i bogen "Hjertetid" er der følelser i og mellem linjerne. De to digteres turbulente forhold/ikke-forhold krydres af brevudvekslede digte, og bogen er et unikt indblik i et intellektuelt, europæisk forhold mellem en jøde og en nazidatter i kølvandet af 2. verdenskrig. 

Virginia Woolfs elskerindes elskerinde

I "Violet til Vita" læser vi societykvinde og forfatter Violet Trefusis’ breve til sin elskerinde Vita Sackville-West fra årene 1910-1921. Sidstnævnte blev kendt for sit kontroversielle (åbne) forhold med Harold Nicholson og ikke mindst sin passionerede relation til Virginia Woolf. Violet og hendes liv spiller en rolle i Lucinda Rileys bog "Skyggesøsteren" – men brevene i Violet til Vita er ikke fiktionaliseret historie, de er ægte, følsomme og dirrende nære.

Knausgaards fodboldeksistentialisme

Som bekendt er der ingen, der har skildret det nære så omfattende som Karl Ove Knausgård. Og har man en mailkorrespondance med ham om fodbold, ja så har man snart efter en 600 sider bog! Bogen "Hjemme ude" fra 2015 er nemlig dette: en mailkorrespondance mellem Knausgård og forfattervennen Fredrik Ekelund om fodboldkampe, ikke mindst verdensmesterskabet i 2014 i Brasilien, hvor Ekelund har bosat sig.
De to forfattere kommer naturligvis rundt om meget andet end fodbold; kunst, liv, død, politik, børn, og deres refleksioner er som oftest interessante og velskrevne. Man kan nok gå ud fra, at denne mailudveksling - i kølvandet af Knausgårds succes med "Min kamp" få år tidligere – hele tiden har været tænkt som noget, der skulle ende på tusindvis af bogreoler, men pyt, så længe læsningen er interessant.

Van Goghs poesi

Mange af brevene, der er gengivet i bøger, er skrevet af forfattere, og derfor i sagens natur som oftest velskrevne. I Vincent van Gogh "Breve" er breve til hans bror og en kunstnerven gengivet. Han skriver lavmælt om livet med kunsten, landskaberne og det svære sind. Det er ikke så meget hvad, han skriver, små nedslag i den velkendte historie om den store, utilpassede kunstner, men hvordan, det er skrevet, der gør bogen læseværdigt. Han skriver poetisk og smukt. Hans betragtninger om cypressernes farver er som et utilsigtet digt, og læs her om cikaderne:

”Men midt i verdens fald og forfald er cikaderne, som Sokrates holdt så meget af, blevet tilbage. Og her synger de sikkert endnu om den gamle græker.”


Oprindeligt skrevet af Lea Fløe Christensen, Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne.

Materialer