Bogforsider

Læseklub 15: Danske essays

I denne læseklub fokuserer vi på essays, og vi skal læse seks stærke af slagsen.

Essayet er en helt særlig litterær genre, der læner sig op ad flere andre genrer: Klumme, kronik, dagbog, selvbiografi, litterær kritik og reportage. Essayet er en slags faglitteratur med skønlitterære virkemidler, der henter en fri og personlig sprogbrug fra fiktionen og behandlingen af et konkret emne fra sagprosaen.

Essayet kan handle om stort set alting. Essayet er et forsøg. Navnet kommer fra det franske ord ‘essayer’. Genren blev grundlagt i det 16. århundrede af Michel de Montaigne, der kaldte sine personlige prosatekster om filosofiske og litterære emner for ‘Essais’, der netop betyder forsøg.

I essayet stiller forfatteren sig undrende, søgende og prøvende over for et udvalgt emne. Essayet skal ikke overbevise nogen om noget bestemt, men i stedet opmuntre læseren til selv at reflektere.

Der er rig mulighed for refleksion og diskussion med disse seks stærke danske essays, der alle rummer stor indlevelse og et smittende engagement. De udforsker vidt forskellige emner og udformningen varierer, men de meget personlige beretninger er alle indsigtsfulde og vedkommende.

Læseklubben mødes fjerde mandag i måneden kl. 16.00-17.30 på Gentofte Hovedbibliotek.

Tilmelding

Du kan tilmelde dig læseklubben fra den 8. august til 15. september. Du tilmelder dig ved at skrive til Therese West Boardman på twb@gentofte.dk

Mødedatoer:

26/9: Velkomst – første bog udleveres

24/10: Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23

28/11: Lilian Munk Rösing: Kaplevej 97

19/12: Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Jeg læner mig mod verden

23/1: Kristian Leth: En vej ud af tågen

27/2: Rikke Viemose: Nu taler jeg

27/3: Carsten Jensen: Øvelser i afsked

Søren Ulrik Thomsen

Forfatterforedrag med Søren Ulrik Thomsen på Dyssegård Bibliotek

Den 22/9 kommer Søren Ulrik Thomsen forbi Dyssegård Bibliotek og fortæller om sin bog Store Kongensgade 23.

Book billet til Søren Ulrik Thomsen her

Materialer