LGBTegneserier

Copenhagen Pride kommer jo desværre til at gå mere stille af sig i år. Men det giver måske rum til i stedet at fordybe sig i noget god LGBT+ litteratur

Du kan for eksempel læse en af disse dejlige tegneserier. Glædelig Pride og god læselyst!

My Brother’s Husband

I denne manga følger vi den forbeholdne alenefar Yaichi, hvis bror, Ryōji, lige er omkommet. Ryōjis enkemand, den udadvendte canadier Mike, kommer på besøg hos Yaichi for at lære om sin mands fortid. Yaichis datter kaster omgående al sin kærlighed på Mike, mens Yaichis forhold til svogeren er noget mere anstrengt.

Fortællingen centrerer sig om den lille families samvær og samtaler, og efterhånden som Yaichi lærer Mike at kende, får han en masse stof til eftertanke. Han reflekterer både over sit forhold til broderen og samfundets behandling af folk, der falder uden for normen.

Mangaen er virkelig god til at illustrere nogle af de uhensigtsmæssige reaktioner, mennesker kan møde LGBT+-personer med – på trods af gode intentioner. Derfor er det en tegneserie, jeg især vil anbefale til dem, der gerne vil blive klogere og være bedre til at støtte op om LGBT+-personer.

Og så er det også en virkelig god, rørende og bittersød fortælling om tab, afsavn, ensomhed og hvor rodet livet kan være. Kapitlerne er dejligt korte, så det er oplagt som pendler-litteratur.

Fun Home / Bedemandens Datter

”Fun Home” er en autobiografisk fortælling. Forfatteren er den anerkendte Alison Bechdel. Hun er især kendt for tegneserien ”Dykes to watch out for”, der eksisterede i imponerende 25 år. Du kender måske Bechdel-testen, som stammer fra den serie.

”Fun Home” handler om Bechdels anstrengte forhold til sin far og hans død. Emner som seksualitet og kønsroller bliver udfoldet i fortællingen om Bechdels dysfunktionelle familie.

Hvor den anden anbefaling her i artiklen er relativt lettilgængelig, er ”Fun Home” en mere snørklet sag. Billederne er meget detaljerige og med meget tekst, plottet er ikke lineært, og der er referencer til litterære sværvægtere som Joyce, Proust og Camus.

”Fun Home” kræver altså din opmærksomhed, men den er godt givet ud, for du får en ekstremt velfortalt historie til gengæld. Jeg har aldrig læst en grafisk novelle, hvor billede og tekst komplementerer hinanden som her og bruges til så stor effekt.

Skrevet af Lasse Kristian Jensen

Materialer