Bogklub for de 13 årige

Børnebogklubberne anbefaler bøger på eReolen Go

Mangler du inspiration til gode børnebøger? Så læs med, når børnene fra vores bogklubber anbefaler deres yndlingsbøger på eReolen Go.

Nogle af vores faste besøgende i børneafdelingen er vores bogklub-børn. Gentofte Hovedbibliotek har tre bogklubber for børn, som du kan læse mere om her

Børnene læser virkelig meget, så de udvalgte bøger, tegneserier og tidsskrifter har de varmeste anbefalinger fra nogen, der ved, hvad de taler om.

Vi starter med syv stærke læseanbefalinger til eReolen Go

Magisterium-serien: Jernprøven (første bog)

”Anbefales hvis man kan lide fantasy, magi (og skoler) og spænding. Alvorlig og mørk fantasy. Ikke for sarte sjæle. Den er fuld af overraskelser, man kan ikke regne ud, hvad der sker. Tingene bliver afsløret i løbet af serien og hovedpersonen Callum udvikler sig.”

Anbefales af Julie W, 9 år

Der er fem bøger i Magersterium-serien. Se alle e-bøger i serien på eReolen Go

Det gyldne kompas-serien

”Er rigtig god. God fordi det, der sker, er muligt, men det er ikke sket rigtigt, det er ligesom virkeligheden overdimensioneret. Der er parallelle verdener, man kan rejse imellem. Folk har jo ikke en daimon i virkeligheden og har ikke opdaget parallelle verdener.

Man skal ikke læse den, hvis man ikke kan lide folk dør, og den er heller ikke for sarte sjæle. Det er sådan en bog, hvor man tænker 'Tænk hvis man kunne'. Der er jo beviser for, at der findes parallelle verdener (fysik, red.).

Det er spændende at følge hovedpersonen Lyra i serien. Og så er der en masse, der ikke skal afsløres.

Det er også en TV-serie, men den har jeg ikke set”.

Anbefales af Isabella, 9 år

Se alle tre e-bøger i Det gyldne kompas-serien på eReolen Go

Illuminae-serien: The Illuminae Files (første bog)

”Det er en mail-/brevbog. Den består af mails og links, beskeder, dokumenter, interview. osv.

Den er svær at forstå i starten – man skal lige vænne sig til den måde, den er skrevet på. Den er meget anderledes, og det er godt.

Den foregår lige før verdens undergang. Personerne kommer på hver deres rumskib, og dynamikken på rumskibene er spændende. Hvad der sker på rumskibet? Hvem kan man stole på?

Lidt Star Wars-agtig science fiction med rumrejser.

Anbefales til: Folk der godt kan lide science fiction, computere, spænding og har lyst til at prøve noget nyt”.

Anbefales af Le, 14 år

Se alle tre tre e-bøger i Illuminae-serien på eReolen Go

The Selection-serien: Udvælgelsen (første bog)

”Den foregår i et politisk prinsesseunivers. Der er store klasseforskelle, og der er fokus på, hvordan skal man opføre sig.

Verden er opdelt i kaster. Pigen er 5´er. Prinsen skal finde sin udvalgte, deraf navnet Udvælgelsen. Hvis man bliver valgt af prinsen, bliver man megarig. Hovedpersonens kæreste anbefaler hende at ansøge. Der opstår også kæresteproblemer i bogen. Den handler meget om den måde, hun bliver behandlet på.

Til dem det godt kan lide noget, der er lidt romantisk og samtidig politisk med en stærk kvindelig hovedperson.”

Anbefales af Nicoline, 13 år

Find hele Selection-serien på eReolen GO

Dødningedukken

”Den er spændende. Jeg kan godt lide gysere.

Det er bare en god gyserhistorie, til dem der godt kan lide gysere. Den er godt fundet på”.

Anbefales af Andrea, 11 år

Nikkis dagbog-serien: Historier fra et ik' specielt fedt liv (første bog)

”Jeg kan godt lide et realistisk univers. Noget der kan ske i virkeligheden, selvom det nogle steder er lidt overdrevet og urealistisk, det Nikki kommer ud for. Det er en sjov serie, Nikki er hovedpersonen og Mackenzie er hendes ærkefjende. Nikki har det lidt hårdt og er meget uheldig.

Den er skrevet som en dagbog med tegninger.

Til dem der godt kan lide sjove bøger”.

Anbefales af Julie B, 9 år

Se alle e-bøgerne i Nikkis dagbog-serien på eReolen Go

Drageherren-serien

”God og spændende fantasyserie. Jeg er ikke normalt så glad for fantasy, men lige den kan jeg godt lide.

Hovedpersonen bliver drageoffer.

Jeg vil anbefale den, hvis man godt kan lide noget, der er lidt uhyggeligt (som drager), og hvis man kan lide fantasy.”

Anbefales af Asta-Elisabeth, 9 år

Se alle 11 e-bøger i Drageherren-serien på eReolen Go

Piger under pres

”Det er en god bog, som man lærer noget af. Ellie er for tyk og prøver at tabe sig. Hun gør det på en dårlig måde, hun kaster op når hun spiser.

Jeg vil gerne anbefale den til, hvis man godt kan lide en alvorlig bog, nok mest til piger”.

Anbefales af Asta Elisabeth, 9 år

Piger under pres kan ikke lånes på eReolen Go, men du kan låne den på biblioteket.

Shadow Falls-serien: Født ved midnat (første bog)

”En pige tror, hun er helt normal, indtil hun bliver sendt på en lejr for freaks.

Hun er den eneste i lejren, der ikke ved, hvad hun er: hun er spøgelseshvisker, og de andre er bange for hende.

Den er til dem, der godt kan lide fantasy, der samtidig er lidt hverdagsagtigt”.

Anbefales af Marta, 12 år

Se alle fem e-bøger i Shadow Falls-serien på eReolen Go.

Ravenspire-serien: Skyggernes dronning (første bog)

”Snehvide YA (ungdomsbog, red.). Den tager udgangspunkt i Snehvides historie, hvor Snehvide er magisk og udbygger universet. Handler om, at Snehvide tager kampen op mod den onde dronning.

Jeg vil anbefale den til dem, der godt kan lide genfortællinger af eventyr. Ligesom bogen Cinder”.

Anbefales af Iben, 14 år

Du kan læse de første to bøger i Ravenspire-serien på eReolen Go