
5 stærke højdepunkter på Filmstriben i 2022
Quo Vadis, Aida?
(Bosnien-Hercegovina, 2020) instrueret af Jasmila Zbanic
Bosnien, juli 1995. Aida arbejder som oversætter for FN i den lille by Srebrenica. Da den serbiske hær overtager byen, er Aida og hendes familie blandt de tusinder af borgere, som søger ly i FN-lejren.
Som en insider til forhandlingerne mellem FN og den serbiske hærchef, får Aida adgang tit afgørende information, som hun er nødt til at reagere på. Hvad er horisonten for hendes familie og folk – redning eller død?
"Quo Vadis, Aida?" er en grusom, rystende, spændende og fortvivlende film om, hvor magtesløs FN fremstod under massakren i Srebrenica. Filmen undgår forbilledligt en udpensling af volden og bliver i stedet en meget personlig beretning om en afmægtig kvindes kamp for sine elskede, som sætter sig og bliver siddende længe.
Udvalgte anmeldelser:
Soundvenue gav "Quo vadis, Aida?" 5 stjerner og skrev: "Det bosniske Oscar-nominerede drama "Quo vadis, Aida?" er en hårrejsende og hjerteskærende skildring af håb, frygt, desperation og politisk kollaps".
Politiken gav 5 hjerter og skrev: "... skuespiller Jasna Djuricic er så fænomenal, skrøbelig og stærk, desperat og rolig, dirrende, kæmpende og utrættelig som Aida".
Læs hele bibliotekets anbefaling af Quo Vadis, Aida?
Se "Quo Vadis, Aida?" på Filmstriben
Hændelsen
(Frankrig, 2021) instrueret af Audrey Diwan
"Hændelsen" fortæller den rystende historie om den unge studerende Anne, som bliver gravid i 1960’ernes konservative Frankrig, hvor et barn betyder udelukkelse fra uddannelsen, og hvor abort er ulovligt.
At fortælle sine forældre om graviditeten er utænkeligt, men Anne har heller ikke noget ønske om at få et barn. Hun har livet for sig.
"Hændelsen" er baseret på den franske stjerneforfatter og nobelprismodtager Annie Ernauxs roman af samme navn. En roman, der af Financial Times er blevet omtalt som ”et oprørende, dybt relevant værk – såvel kunstnerisk som menneskeligt. Burde være obligatorisk læsning".
Filmen vandt den prestigefyldte hovedpris, Guldløven, under Venedig Film Festivalen, da juryen, anført af Parasite-instruktøren Bong Joon-ho, enstemmigt overrakte den eftertragtede statuette til filmens instruktør, Audrey Diwan.
Udvalgte anmeldelser:
Filmmagasinet EKKO gav "Hændelsen" 5 stjerner og skrev: "Hovedrolleindehaver Anamaria Vartolomei har et af de ansigter, en instruktør er i stand til at dræbe for. Øjnene lyner uforstilt. Vartolomei er spændende at iagttage, også når hun hverken siger eller gør noget. Man kan simpelthen mærke, hvad hun tænker på".
Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Instruktør Audrey Diwan følger Anne tæt, og selvom vi aldrig får meget at vide om Annes tanker, kan vi aflæse det hele, så udtryksfuld og intim er hovedrolleindehaver Anamaria Vartolomei og Diwans måde at vise Anne på. Der er ikke noget, der er for nøgent, for ømt eller for ubehageligt til, at vi skal se det på nærmeste hold."
Se "Hændelsen" på Filmstriben
Playground
Belgien, 2021) instrueret af Laura Wandel
Syv-årige Nora bliver modvilligt revet fra sin fars arme ved porten til den skole, hvor hun nu skal starte. Fortabt og bange opsøger hun sin storebror Abel, men han skubber hende væk.
Nora skal nu stå på egne ben og hurtigt lære skolegårdens sociale koder at kende. Først går det relativt godt, men da hun er vidne til, at Abel kommer i problemer, tvinges hun til at navigere efter et moralsk kompas, som hun aldrig har prøvet før.
I periferien anes en eller to voksne, men nede i Noras øjenhøjde er det børnenes granithårde skolegårdsregler, der gælder. Gabet mellem børns og voksnes verden afslører sig som en bundløs afgrund i Laura Wandels debutfilm, der vandt kritikerprisen i Cannes.
Udvalgte anmeldelser:
Filmmagasinet EKKO gav "Playground" 5 stjerner og skrev: "Man føler, at man selv bevæger sig ned ad de højloftede gange, der runger, eller at man sidder i klasseværelset, hvor der hviskes i krogene. Og lyden af vand, der skvulper i skolens svømmehal, gør, at man næsten kan smage klor, da Nora får vand galt i halsen. 'Playground' sætter sig i kroppen, og efter sidste scene forlader man rystet biografmørket."
Berlingske gav 5 stjerner og skrev: ...i det hele taget er 'Playground' en lille knaldperle af en film, som man vil blive ramt lige i solar plexus af, uanset om man tilbragte sin skoletid som mobber, mobbeoffer eller blandt det store flertal, der ikke mobbede nogen, men heller ikke gjorde nogen aktiv indsats for at forhindre det."
Se Playground på Filmstriben
Mass
USA, 2021) instrueret af Fran Kranz
Efter en ubærlig tragedie, der kostede to sæt forældre deres børn, mødes forældreparrene for at forsøge at hele deres sår og komme videre med livet.
Et skoleskyderi kostede flere elever livet, og endte med at skoleskyderen begik selvmord. Nu forsøger forældrene af et offer at se forældrene til morderen i øjnene i et forsøg på sammen at bearbejde deres ubærlige tab.
I Fran Kranz’ forfatter- og instruktørdebut undersøger han eftertænksomt deres rejse i sorg, vrede og accept ved at stå ansigt til ansigt med dem, der er blevet efterladt. En absolut intens filmoplevelse.
Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men fik fremragende anmeldelser i udlandet.
Ved premieren på streaming-tjenesterne skrev Soundvenue:
"’Mass’ er en ubegribeligt velskrevet og velspillet film, båret af sjælfulde præstationer fra Jason Isaacs og Martha Plimpton på den ene side og Ann Dowd og Reed Birney på den anden. Et præcist, intelligent studie i sorg og soning uden falske toner. Ligesom karaktererne er man udmattet bagefter. Man har nærmest holdt vejret, mens man har studeret de små forskydninger i samtalen. Nogle steder trænger tårerne sig på. ’Mass’ er en film, ingen vil gå uberørte fra".
Se Mass på Filmstriben
Nelly og Nadine
(Sverige, 2022) instrueret af Magnus Gertten
Dokumentaren "Nelly & Nadine" er den utrolige kærlighedshistorie om to kvinder, som forelskede sig i hinanden juleaften, 1944, i Ravensbrück-koncentrationslejren.
I gamle optagelser af overlevende fra 2. verdenskrigs koncentrationslejre, der sejler ind på havnen i Malmø, stirrer en kvinde skælmsk ind i kameraet. Hvem er hun, og hvad tænker hun på? Kvinden hed Nadine, og i Ravensbrück-lejren havde hun indledt et forhold til en anden kvinde, Nelly.
På sin gård i Frankrig har Nellys barnebarn Sylvie en kiste fuld af breve, billeder og Super-8-film, som hun har fået af sin bedstemor. I 20 år har hun ikke turdet kigge i kisten.
Da hun åbner den, begynder omskrivningen af familiens historie, der forvandler sig til en smuk kærlighedshistorie mellem to kultiverede kvinder, der fandt sammen mod alle odds.
Udvalgte anmeldelser:
Weekendavisen skrev: "Gerttens film er en stærk fortælling. Vi har ofte nok hørt, at kærligheden overvinder alt, når der blev sunget og digtet. Her skete det i virkeligheden. Dét er miraklet i 'Nelly & Nadine'".
EKKO gav 4 stjerner og skrev: "Historien om 'Nelly & Nadine' er af det stof, som en Hollywood-film er gjort af. Det er virkelighedens drama med en problematisk kærlighedshistorie, som må siges at ende forholdsvis lykkeligt."
Se Nelly & Nadine på Filmstriben