Fra filmen Sange fra en sigøjner
Foto: Filmstriben

Biblioteket anbefaler: 3 polske mesterværker i sort/hvid

16.06.22
Sort/hvid film er tilbage, og bare inden for det seneste år er der kommet den ene store filmperle efter den anden i det format. Vi har udvalgt tre polske film, som alle står knivskarpt i det farveløse univers.

Sange fra en sigøjner (2013)

Den polske roma, Bronislawa Wajs (1908-87) bedre kendt som Papusza, blev den første kvindelige sigøjner-forfatter og sangerinde kendt udenfor roma-kredse. Allerede som barn skilte hun sig ud, da hun lærte at læse og skrive.

Som 12-årig blev hun gift med en onkel, og gennem ham møder hun poeten Jerzy Ficowski, der opdager hendes talent for digtning. Hendes digte og sange om romaernes liv og kultur beskriver en ellers lukket verden.

Da Ficowski udgiver en bog om romaerne og trykker hendes digte, bliver hun udstødt af roma-samfundet og set på som stikker. Mod slutningen af sit liv fornægter hun sin kunst, men lever stadig isoleret fra de øvrige romaer.

Den dundrende smukke, mættede sort-hvide fotografering er holdt i faste eller kun langsomt bevægelige indstillinger. En fantastisk film, der giver et sjældent indblik i romaernes ellers lukkede kultur.

Se "Sange fra en sigøjner" gratis på Filmstriben med dit bibliotekslogin

Ida (2013)

Fra filmen Ida

I Oscar-vinderen "Ida" bliver 18-årige Anna opfordret til at opsøge sin moster og eneste nulevende slægtning, før hun siger ja til livet i et kloster. Mødet med mosteren – en alkoholiseret og storrygende dommer i det kommunistiske Polen anno 1961 – bliver en stor omvæltning i den unge piges liv.

Anna får at vide, at hun er jøde, og at hendes forældre blev myrdet under 2. verdenskrig. Hvordan skal Anna eller Ida, som er hendes rigtige navn, nu forholde sig til sin tro? Sammen med med sin uortodokse moster rejser den unge pige nu tilbage til sin fødeby for at afdække deres tragiske familiehistorie og muligvis lære sig selv bedre at kende.

"Ida" indeholder således genregreb fra den klassiske road movie, og for at gengive tidsånden har instruktør Pawel Pawlikovski noget ukonventionelt valgt at skyde filmen i det nærmest kvadratiske 4:3-format og i sort-hvid.

Og efter at have set "Ida" er det svært at forestille sig udseendet af 1960'ernes Polen på andre måder.

Se "Ida" gratis på Filmstriben med dit bibliotekslogin

Cold War (2018)

Billede fra filmen Cold War

Pawel Pawlikovskis efterfølger til "Ida" er ligeledes filmet kvadratisk og i sort-hvid. Vi er i Polen anno 1949. Wiktor leder efter sangerinder til sit folkemusik-ensemble, og en dag synger Zula for ham.

Hun er en karismatisk og temperamentsfuld ung kvinde med en fantastisk stemme, der passer perfekt til det fædrelands-vemodige musik, ensemblet bl.a. optræder med. De forelsker sig, og i skyggen af den kolde krig, der langsomt spidser til, og et kommunistisk styre, der vil omdanne Wiktors musik til statsstyret propaganda, får kærligheden og deres eksistensgrundlag svære kår.

"Cold War" er en flot og stemningsfuld film med en allestedsnærværende musik, der hele tiden bliver en integreret del af historien uden, at det er en musical.

Filmen blev nomineret til Oscar for bl.a. bedste film og fotografering og vandt Guldpalmerne i Cannes for bedste instruktør. En dyb, smuk og personlig film, der er dedikeret til instruktørens forældre, som begge fristede en barsk skæbne, adskilt i flere år af politiske årsager.

Se "Cold War" gratis på Filmstriben med dit bibliotekslogin